Aarhus University Seal

eDNA-analyser skal hjælpe miljø- og naturovervågning og forskning

Fremtidens overvågning af organismer i naturen kan blive bedre med hjælp fra eDNA-teknologi. Et DNA-bibliotek over bunddyr i Nordsøen er undervejs.

DNA i havet kan afsløre en masse information om tilstanden for levende organismer i havet. (Foto: Geans)

Brugen af environmental DNA (eDNA) eller miljø-DNA til miljøovervågning er på vej til at blive en hurtigere, nemmere og mere præcis metode til supplement eller erstatning af traditionel overvågning af naturen. Det er konklusionen i en rapport om mulighederne for at anvende eDNA-analyser til at afsløre for eksempel tilstedeværelsen af bestemte arter i et område eller hvordan det står til med biodiversiteten.

Anvendelsen af eDNA til naturovervågning åbner nye muligheder for arbejdet med at opdage og overvåge forskellige arter i naturen.

I både vand og på land har eDNA-analyser vist lovende resultater ved både at kunne afsløre specifikke arter og grupper af organismer, viser en ny rapport fra DCE – Nationalt Center for Miljø og Energi ved Aarhus Universitet. I rapporten gennemgår forskerne de forskellige muligheder og udfordringer, der er forbundet med at tage eDNA-teknologi i anvendelse i miljø- og naturovervågningen.

Undersøgelser baseret på eDNA giver ifølge rapporten især en mere detaljeret viden på en anden skala end traditionel overvågning. Dette gælder både for biodiversitet og artsspecifik tilstedeværelse og forekomst. Men rapporten peger også på en række udfordringer, der vil være ved at tage eDNA i brug i større skala i forbindelse med naturovervågningen.

Bibliotek for bunddyr i Nordsøen
Et eksempel på brugen af eDNA i forskningsmæssig sammenhæng finder man i GEANS-projektet.
Her har forskere fra DCE sammen med kolleger fra en alle lande rundt om Nordsøen søsat et europæisk forskningsprojekt, som skal udvikle og standardisere eDNA analyser og ved hjælp heraf kortlægge hvilke bunddyr, der findes i Nordsøen.

I dag er der udviklet helt nye muligheder med såkaldt eDNA metabarcoding, hvor bestemte dele af organismernes DNA (barcodes) kan genkendes i prøverne. På den måde kan man opnå en finere taksonomisk opløsning samt en relativ hyppighed af sekvensen i prøven. 

Formålet med GEANS er at skabe et register af eDNA metabarcodes for bunddyr i Nordsøen, der kan give svar på, om for eksempel sårbare arter stadig findes i et område eller om nye ikke-hjemmehørende arter er kommet til.

Dette kan give myndigheder mulighed for at planlægge naturforvaltningen i havet og give offshoreindustrien mulighed for at kontrollere miljøpåvirkningen af aktiviteter til havs.

Projektet er et treårigt Interreg-projekt med deltagelse af alle landene rundt om Nordsøen. Den danske Miljøstyrelse medfinansierer projektet og er med i stakeholder forum, og dermed er vi sikre på at de relevante danske myndigheder får kendskab til projektets resultater.

Konsistens i data-serier er vigtige
Til den allerede eksisterende konventionelle overvågning peger den danske rapport på en række tekniske muligheder for at anvende de nye eDNA teknologier i naturovervågningen.

Udviklingen inden for teknologien går stærkt, og forskerne vurderer, at det i fremtiden vil være realistisk at foretage DNA-baseret naturovervågning uden brug af laboratorier, enten ved hjælp af bærbart udstyr til at foretage gen-sekventering eller gennem automatisk indsamling koblet med såkaldt polymerasekædereaktion (PCR). PCR er en metode til at mangfoldiggøre specifikke små stykker DNA, så man får mange kopier af det samme stykke DNA, som kan genkendes på basis af den specifikke reaktion.

Hvis forskerne umiddelbart skifter til eDNA-baserede teknikker, vil de miste muligheden for undersøgelser, der kræver lange tidsserier. Derfor anbefaler de danske forskere i ”eDNA in Environmental Monitoring” rapporten at udføre parallel overvågning med eDNA-teknikker og traditionelle metoder, indtil analyser af lange tidsserier kan gennemføres med sikkerhed for tilstrækkelig kvalitet.   

Læs rapporten ”eDNA in Environmental Monitoring” her.

Læs mere om eDNA-overvågningen i Nordsøen her.

For yderligere oplysninger, kontakt venligst DCE – Nationalt Center for Miljø og Energi ved seniorforsker Anne Winding, aw@envs.au.dk eller tlf.: +45 30254675.