Aarhus University Seal

Antallet af ynglende viber og strandskader i Vadehavet halveret på 16 år

Strandengene, kystområderne og marsken i Vadehavet huser en vigtig andel af Danmarks ynglende vadefugle, herunder vibe, strandskade og rødben. En total-tælling af ynglende vadefugle og andre arter i 2012 udført af DCE – Nationalt Center for Miljø og Energi, Aarhus Universitet, viser, at alle tre arter er gået voldsomt tilbage i Vadehavet i de seneste to årtier.

For mosehornugle viste totaltællingen fremgang. 14 ynglepar blev der talt. Foto: Ole Amstrup©

Antallet af ynglende strandskader og viber er således halveret i de 16 år, der er gået siden den første total-tælling i 1996, mens lidt over en fjerdedel af rødbenene er forsvundet i samme periode. For alle tre arter har den største tilbagegang fundet sted de seneste seks år, viser den omfattende optælling af hele Vadehavs-området.

DCE-notatet ”Optællinger af ynglefugle i det danske Vadehav 2012” beskæftiger sig udover strandskade, vibe og rødben også med udviklingen for Stor Kobbersneppe og mosehornugle.

For Stor kobbersneppe viser 2012-optællingen, at ynglebestanden forsvinder fra mange områder, men at den i antal ligger ret stabilt.

Ynglefugle i Vadehavet - oversigt

Udviklingen 1996-2012 i Vadehavet for ynglende vibe, strandskade og rødben.

Seniorforsker Karsten Laursen oplyser, at antallet af ynglende store kobbersnepper i Vadehavet har været forholdsvist stabilt i perioden 1996-2012, men at ynglefuglene har koncentreret sig på færre områder, og især på Mandø har der etableret sig en større ynglebestand end tidligere med 101 optalte par i 2012. Efter pløjning i foråret af adskillige græsmarker med ynglende stor kobbersneppe var tallet dog ved en senere optælling faldet til 62 par.

Optællerne i totaltællingen 2012 kunne notere fremgang for ynglende mosehornugle. 14 ynglepar blev det til. Til sammenligning blev der ved totaltællingerne i 2001 og 2006 blot set 4 ynglepar.

Karsten Laursen oplyser, at DCE offentliggør en større præsentation af optællingen senere i 2013.

Kontakt: Seniorforsker Karsten Laursen, tlf. 8715 8846, kl@dmu.dk
               DCE – Nationalt Center for Miljø og Energi
               Institut for Bioscience, Aarhus Universitet

Optællinger af ynglefugle i det danske Vadehav 2012.
Ole Thorup & Karsten Laursen. 2013. Notat fra DCE – Nationalt Center for Miljø og Energi, Aarhus Universitet. S.6

Notatet