Aarhus Universitets segl

Undersøgelser i Nordsøen viser mikroplast i alle bundprøver

Ti ud af ti prøver fra bunden af Nordsøen indeholder mikroplast. Det fastslår en ny rapport fra DCE – Nationalt Center for Miljø og Energi.

I august 2015 har forskerne undersøgt prøver udtaget på ti forskellige steder i den danske del af Nordsøen.  For hver prøve blev indholdet og sammensætningen af mikroplastpartikler studeret i mikroskop , efter at prøverne var blevet behandlet kemisk for at fjerne naturligt organisk materiale, renset med mættet saltvand og til sidst bestemt efter størrelse ved at sigte den i seks størrelsesintervaller.

En opdeling af mikroplast på de seks størrelsesfraktioner viste, at partikelstørrelser på 20-300 µm dominerede med en andel på 69-97 %. De mindste partikler med størrelser på 20-38 µm og 38-100 µm bidrog med henholdsvis 4-44 % og 17-55 %, mens partikler > 1000 µm kun bidrog med 0-5 % af de identificerede mikroplastpartikler.

Partiklerne var domineret af fibre, der udgjorde 90-100 % og bestod desuden af 0-8 % plastfragmenter og flager. For de mere sikkert identificerede mikroplastpartikler lå niveauet af mikroplast i prøverne på 192-675 partikler per kg tørvægt og 260-980 partikler per liter vådt sediment.

Med hensyn til farvesammensætning af mikroplast, så udgjorde blå partikler med en andel på 44 % i gennemsnit den største gruppe, efterfulgt af sorte partikler med en andel på 25 % i gennemsnit. Kun enkelte partikler med andre farver som hvid, rød, grå, brun, grøn, pink og violet blev identificeret som mikroplast.

Derudover blev der fundet en væsentlig gruppe af partikler af mere usikker oprindelse: det blev vurderet, at de sandsynligvis bestod af naturligt partikulært materiale, uden at det kunne udelukkes, at de egentlig bestod af syntetiske polymer-materialer.

 Se hele rapporten.

For yderligere oplysninger, kontakt venligst:

Seniorforsker Jakob Strand, DCE - Nationalt Center for Miljø og Energi
Institut for Bioscience - Marin biodiversitet og eksperimentel økologi, AU
Mail: jak@bios.au.dk
Tel: +45 87158654

 

Strand, J. & Tairova, Z. 2016. Microplastic particles in North Sea sediments 2015. Aarhus University, DCE – Danish Centre for Environment and Energy, 20 pp. Scientific Report from DCE – Danish Centre for Environment and Energy No. 178.