Aarhus Universitets segl

Techs myndighedsrådgivning opnår ISO 9001-Certificering

Efter tre års ihærdig indsats har Faculty of Technical Sciences, Tech, nu opnået dokumentation for høj kvalitet i sin myndighedsrådgivning: Fakultetets myndighedsrådgivning - herunder DCE - Nationalt Center for Miljø og Energi - blev i sidste uge, som det første universitet i landet inden for netop myndighedsrådgivning, certificeret efter den internationale ISO 9001-standard. Det dokumenterer og sikrer, at Techs rådgivningsaktivitet er af høj kvalitet til glæde for både universitet og aftagere.

Sensommeren 2020 kom for en del af Techs medarbejdere og ledere til at stå i noget, der ligner eksamenens tegn, da fakultetets kvalitetsorganisation og den akkrediterede certificeringsvirksomhed FORCE gennemførte den eksterne såkaldte fase 2-audit af de rådgivningsaktiviteter, fakultets forskere og rådgivere hvert år leverer.

Det er først og fremmest Miljø- og Fødevareministeriet, der nyder godt af AU’s rådgivning, men også Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet, Grønlands selvstyre og en række kommuner og virksomheder er aftagere af universitets forskningsbaserede ekspertise.

”Leverance af rådgivning til myndigheder, virksomheder og andre organisationer har en meget stor betydning for både vores virke som universitet og for vore mange samarbejdspartnere – ikke mindst for Miljø- og Fødevareministeriet. At disse rådgivningsaktiviteter nu har opnået ISO 9001-certificering dokumenterer, at vores rådgivning har en høj, ensartet kvalitet, og at ministeriet får de bedst mulige produkter for skatteydernes penge. Samtidig fortjener de mange dedikerede medarbejdere stor anerkendelse for, at vi nu har opnået denne certificering,” udtaler prodekan Kurt Nielsen, der som kvalitetschef står i spidsen for indsatsen på Aarhus Universitet.

Efter certificeringsauditten i august kvitterede FORCE så den 10. september 2020 med det officielle certifikat, der dokumenterer, at fakultetet lever op til de omfattende krav og rammer, der kræves for at opnå en ISO 9001-certificering. Fakultetets arbejde med kvalitetsledelsessystemet startede i 2017, og systemet blev implementeret i fakultetet den 1. september 2019.

”Dette er den foreløbige kulmination på en stor arbejdsindsats for en styrket kvalitet, og det er indfrielsen af en ambitiøs målsætning på fakultetet, som alle kan være stolte af,” siger prodekan Kurt Nielsen.

Dokumentation og klare rammer

ISO 9001 er et kvalitetsledelsessystem, som er anerkendt verden over, og som for mange vil være synonym med kvalitet, effektiv styring og dokumentation og dertil et struktureret og anerkendt værktøj i dialogen med kunden. Erfaringerne viser, at ISO 9001 sikrer forbedret kvalitet i produkter og ydelser, og at certificerede virksomheder opnår bedre styring af de interne arbejdsprocesser. Det sidste er blandt andet til glæde for medarbejderne, der oplever systemets procedurer som en støtte i den ofte tidspressede rådgivning af myndighederne. Standarden sikrer samtidigt, at Tech hele tiden har fokus på at skabe forbedringer, blandt andet gennem åbenhed og systematik, både internt og i samarbejdet med de eksterne partnere.

ISO 9001 stiller krav til hele processen for rådgivningen: Fra opgaven tikker ind fra kunden, over forventningsafstemning, gennemførelse og kvalitetssikring af produktet til leverance og offentliggørelse. Særligt er der stort fokus i forhold til kundekrav og –tilfredshed og til dokumentation af alle arbejdsgange, og systemet specificerer både kravene til implementering af nye arbejdsprocesser og til løbende vedligeholdelse og forbedring af fakultetets kvalitetsledelse af rådgivningsaktiviteterne.

ISO 9001-certificeringen er en gensidig dokumentation mellem Tech og samarbejdspartnere for at sikre, at kvaliteten af rådgivningen er konsistent høj, og at processerne er transparente for de rådgivningsaktiviteter, fakultetet udfører.

Læs mere om kvalitetsledelsessystemet på hjemmesiden for myndighedsbetjening.

Læs mere om ISO 9001 og certificeringen hos FORCE (eksternt link)