Aarhus Universitets segl

Nye data: Mindre partikelforurening fra brændeovne i København og på Frederiksberg end hidtil antaget

Brændeovnene i villaer, etageejendomme og kolonihaver i København og på Frederiksberg forurener væsentligt mindre med partikler og kvælstofoxider end hidtil estimeret.

Skorstenrøg

Det viser en ny beregning fra DCE- Nationalt Center for Miljø og Energi, Aarhus Universitet, baseret på det faktiske antal brændeovne og deres geografiske placering. Beregningen er udført for Københavns Kommune.

Beregningerne er udført på grundlag af en opgørelse af antallet af brændeovne foretaget af skorstensfejermestrene i Københavns Kommune. Data fra denne opgørelse er suppleret med en interviewundersøgelse blandt brændeovnsejere om bl.a. ovnenes alder og anvendelsesgrad.

Resultaterne viser, at emissionerne fra individuel opvarmning i husholdninger – den forurening, der kommer ud af skorstenen – i forhold til den tidligere beregning fra 2010 er 77 procent mindre for kvælstofoxider og 78 procent mindre for partikler. Emissioner fra individuel opvarmning i husholdninger er hovedsageligt brændeovne, men også bidrag fra f.eks. olie- og naturgasfyr.

Disse beregnede mindre emissioner indebærer følgelig, at partikelforureningen fra brændeovne også bidrager med en væsentlig mindre andel til den samlede luftforurening med partikler i de to kommuner. Bidraget til de såkaldte middelkoncentrationer fra lokale kilder indenfor de to kommuner er således nu beregnet til 20 procent og 24 procent for henholdsvis partikelstørrelserne PM10 og PM2.5 sammenlignet med henholdsvis 58 procent og 64 procent ifølge de tidligere beregninger. 

Kort over geografisk fordeling PM2.5 fra brændeovne Kbh. og Frederiksberg

Geografisk fordeling af emissionerne med fine partikler (PM?.?) fra brændeovne i husholdninger i Københavns Kommune og Frederiksberg Kommune i 2013.

De tidligere beregninger fordelte emissioner fra brændeovne på kommuneniveau og var baseret på en regional fordeling af brændselsforbrug foretaget af Energistyrelsen. Med den oprindelige metode blev emissionen for brændeovne jævnt fordelt indenfor en kommune, mens den nye giver en langt højere og mere korrekt geografisk opløsning.

Emissionen af kvælstofoxider og partikler er større for vejtransport end for brændeovne i København. For koncentrationen gælder det ligeledes, at bidraget fra vejtrafik til partikelforureningen i bybaggrundsluften er større end bidraget fra brændeovne. Vejtrafikkens relative bidrag er desuden steget, da bidraget fra brændeovne er faldet i den nye beregning. 

Kontakt: Professor Jørgen Brandt, tlf. 8715 8522, jbr@envs.au.dk    
              Seniorforsker Steen Solvang Jensen, tlf. 8715 8573, ssj@envs.au.dk      
              DCE – Nationalt Center for Miljø og Energi
              Institut for Miljøvidenskab, Aarhus Universitet

Brændeovnes bidrag til luftforurening i København. Steen Solvang Jensen, Jørgen Brandt, Marlene Plejdrup og Ole Kenneth-Nielsen. Notat fra DCE - Nationalt Center for Miljø og Energi, Aarhus Universitet. 21 s.

Notatet