Aarhus Universitets segl

Ny regel sender jægernes indberetninger af vildtudbytte kraftigt op

Fra og med 2015 skal jægerne indberette deres vildtudbytte for den foregående jagtsæson, før de kan få udstedt jagttegn for den indeværende sæson.

Den nye regel har bragt indberetningsprocenten for jagtsæsonen 2014/15 til vildtudbyttestatistikken op på 91,5, hvor den i forrige sæson lå lige over 60 procent.

Det fremgår af en foreløbig vildtudbyttestatistik for jagtsæsonen 2014/15 fra DCE – Nationalt Center for Miljø og Energi, Aarhus Universitet. Den endelige statistik for sæsonen 2014/15 vil først kunne udfærdiges i begyndelsen af april 2016, fordi jægere kan vente helt til udgangen af jagtåret (1. april – 31. marts) med at indløse jagttegn, og der derfor vil kunne komme indberetninger for sæsonen 2014/15 så sent som i marts 2016.

Den foreløbige statistik viser, at der i jagtsæsonen var 177.833 jagttegnsløsere og dermed det højeste antal jagttegnsløsere, siden den landsdækkende vildtudbyttestatistik blev indført i 1941. Også andelen af kvindelige jagttegnsløsere satte ny rekord, idet 10.991 kvinder løste jagttegn i 2014/15.

Jægerne har indberettet at have nedlagt 232.000 pattedyr, hvor 119.200 rådyr udgør mere end halvdelen af udbyttet. Rådyr tegner sig sammen med hare (53.800 dyr) og ræv (31.100 dyr) således for næsten 90 procent af det samlede udbytte af pattedyr.

Jægerne har også indberettet at have nedlagt 2,039 mio. fugle, hvor 716.900 fasaner og 483.500 gråænder udgør over halvdelen af udbyttet.

Se tabellerne herunder:

vildtudbytte_pattedyr-sæson14/15

Udbyttet af pattedyr i den foreløbige vildtudbyttestatistik i jagtsæsonerne 2012/13 – 2014/15. Tallene for 2012/13 og 2013/14 er korrigeret for manglende indberetninger, men for 2014/15 er tallene uden korrektion (se statistikkens tekst for forklaring). Udbyttetal mindre end 1.000 er ikke afrundet. 

vildt_fugle_sæson14/15

Udbyttet af fugle i jagtsæsonerne 2012/13 – 2014/15. Tallene for 2012/13 og 2013/14 er korrigeret for manglende indberetninger, men for 2014/15 er tallene uden korrektion (se statistikkens tekst for forklaring). Udbyttetal mindre end 1.000 er ikke afrundet. Fra og med 2013/14 er alle tal baseret udelukkende på jægernes indberetninger og altså ikke som tidligere en kombination af data fra Vildtudbyttestatistikken og Vingeindsamlingen.

Om vildtudbyttestatistikken 

Vildtudbyttestatistikken er en database, der indeholder oplysninger om jægere og nedlagt vildt i Danmark. Alle jægere har pligt til at indberette det vildt, som de personligt har skudt eller fanget ved jagt og/eller regulering i den forløbne jagtsæson. Oplysningerne indsamles af Naturstyrelsen og bearbejdes af DCE, Aarhus Universitet. DCE står også for vedligeholdelse og drift af databasen.

Kontakt: Seniorbiolog Tommy Asferg, tlf. 8715 8869, ta@bios.au.dk 
              DCE – Nationalt Center for Miljø og Energi 
              Institut for Bioscience, Aarhus Universitet

Foreløbig vildtudbyttestatistik for jagtsæsonen 2014/15. Asferg, T. 2014. Notat fra DCE – Nationalt Center for Miljø og Energi, Aarhus Universitet. 9 s.

Notatet