Aarhus Universitets segl

Kviksølv ophobes i fisk i danske vandløb og søer

Undersøgelser af fisk i vandløb og søer har vist, at størstedelen af fiskene har et kviksølvindhold højere end EU’s miljøkvalitetskrav for kviksølv i fisk.

Det er et af resultaterne i DCE-rapporten ’Miljøfremmede stoffer og metaller i vandmiljøet. NOVANA. Tilstand og udvikling 2004-2012’. Rapporten sammenfatter resultaterne af overvågningen i den angivne periode, og er således en sammenfatning af de resultater, der har været præsenteret i de årlige NOVANA-rapporter.

Overvågningen omfatter kilderne til stoffernes tilførsel til vandmiljøet, dvs. med nedbør og tørdeposition fra luften samt med spildevand. Vandmiljøet omfatter grundvand og overfladevand i vandløb, søer og kystvande. For overfladevandet omfatter overvågningen undersøgelse af vand, sediment samt fisk og muslinger.

Af resultaterne fremgår blandt andet, at kviksølv i alle de undersøgte prøver af fisk fra vandløb er fundet i koncentrationer højere end miljøkvalitetskravet. I søer var kviksølvindholdet højere end miljøkvalitetskravet i 99 procent af de undersøgte aborrer, som der typisk laves målinger på. Indholdet var lavere i andre typer af fisk.  Ved målinger af kviksølv i vandløbsvand blev der fundet kviksølvindhold, der var væsentligt lavere end miljøkvalitetskravet.

Et miljøkvalitetskrav er en koncentration af et bestemt stof i vand, sediment eller biota, som ikke må overskrides af hensyn til beskyttelse af menneskers sundhed og miljøet. I denne sammenhæng er kvalitetskravet fastsat i forhold til beskyttelse af miljøet og ikke i forhold til menneskers indtag af fisk.

Ud over kviksølv er der undersøgt for en række andre metaller samt en lang række organiske miljøfremmede stoffer. I det omfang, der er datagrundlag til at beskrive en udvikling, er der generelt fundet nedadgående trend eller ingen trend. Eksempelvis er der fundet faldende koncentrationer af tjærestoffer (PAH), antibegroningsmidlet tributyltin (TBT) og af PCB i marine områder. For en stor del af de undersøgte stoffer er der endnu ikke datagrundlag til at beskrive en tidslig udvikling. Det gælder eksempelvis perfluorerede forbindelser og lægemidler.  

Kontakt: Chefkonsulent Susanne Boutrup, tlf. 8715 8794, sub@dce.au.dk
              DCE – Nationalt Center for Miljø og Energi
              Aarhus Universitet

Miljøfremmede stoffer og metaller i vandmiljøet. NOVANA. Tilstand og udvikling 2004-2012. Boutrup, S., Holm, A.G., Bjerring, R., Johansson, L.S., Strand, J., Thorling, L., Brüsch, W., Erntsen, V., Ellermann, T. & Bossi, R. 2015. Aarhus Universitet, DCE – Nationalt Center for Miljø og Energi, 242 s. - Videnskabelig rapport fra DCE - Nationalt Center for Miljø og Energi nr. 142.

Sammenfatning | Summary | Hele rapporten i pdf-format (5,27 MB)