Aarhus Universitets segl

Konklusioner om bæredygtig krondyrforvaltning står ved magt

En skrivefejl omkring aldersfordeling ved død blandt danske kronhjorte er blevet rettet i en rapport fra 2014. Rettelsen får ingen betydning for rapportens konklusioner og anbefalinger.

Efter henvendelse fra offentligheden omkring nogle tilsyneladende selvmodsigende talopgivelser i DCE rapport 106 (Sunde & Haugaard 2014: Bæredygtigt krondyrforvaltning), er DCE blevet opmærksom på følgende to skrivefejl i rapportens sammenfatning og resultatafsnit:

·         I rapportens korte sammenfatning (Datablad) står der på linje 17 at ”3 af 100 hjortekalve” ifølge overlevelsesberegningerne overlevede til 8-års-alderen på Oksbøl. Dette er et estimat, som fremkommer ud fra en livstabel over aldersfordeling ved død, baseret på en aldersvurdering ud fra tandslid. I rapporten blev der imidlertid også opereret med overlevelsesestimater baseret på en kalibreret aldersvurdering, som resulterede i at estimeret 7 ud af 100 handyr overlevede til 8-årsalderen. Da det i rapporten understreges at estimater baseret på den korrigerede aldersfordeling må antages at være mest retvisende, burde sidstnævnte og ikke førstnævnte estimat have fundet vej til rapportens sammenfatning.

·         På side 36, l. 13, forekommer en opslagsfejl. I teksten står ” Regnet i aldersfordeling ved død levede 29 og 17 % af alle handyr på Oksbøl til de var henholdsvis 5 og 8 år gamle”. De korrekte talopgivelser (som fremgår af Figur 16 og Appendix 4 i rapporten), var 16 og 7 %, dvs. at der i teksten skulle have stået ” Regnet i aldersfordeling ved død levede 16 og 7 % af alle handyr på Oksbøl til de var henholdsvis 5 og 8 år gamle”.

DCE beklager ovennævnte fejl i rapporten, men vil samtidigt understrege, at der er tale om banale skrivefejl, som ingen betydning har haft for rapportens modelberegninger, resultater og konklusioner i øvrigt.

 

Man kan læse hele rapporten her.