Aarhus Universitets segl

28 arktiske forsknings- og feltstationer føjet til INTERACT-katalog

73 forsknings- og feltstationer er med i det nyeste, netop udgivne INTERACT-katalog over landbaserede stationer i først og fremmest i Arktis, men også i europæiske og centralasiatiske alpine egne.

Villum Research Station i Nordgrønland er med i kataloget. Stationen indvies af dronning Margrethe den 8. juli. Foto: Stephan Bernberg
Villum Research Station i Nordgrønland er med i kataloget. Stationen indvies af dronning Margrethe den 8. juli. Foto: Stephan Bernberg

Det er DCE – Nationalt Center for Miljø og Energi, Aarhus Universitet, der også denne gang står som udgiver af kataloget.

INTERACT blev oprettet i 2010 som et circum-arktisk netværk af dengang 32 landbaserede forsknings- og feltstationer. 

Kataloget, der udgives både i en elektronisk og i en trykt udgave, retter sig først og fremmest mod forskere, der i kataloget hurtigt kan orientere sig om forskningsfaciliteter, klimatiske forhold, transportforhold mv. ved hver enkelt station. I den ny udgave er tilføjet flere videnskabelige discipliner og især landskabskarakteristika for hver enkelt station.

Men lægmand kan også få både fornøjelse og viden af en rundtur i kataloget 'INTERACT 2015. INTERACT Station Catalogue - 2015' med rigt illustrerede beskrivelser af stationerne, hvor der foregår forskning i og overvågning af de arktiske økosystemer. Andre videnskabelige hoveddiscipliner ved stationerne er klimatologi, geovidenskaber og kryologi.

Forskningsstation Zackenberg i Nordøstgrønland og den nyåbnede Villum Research Station i Nordgrønland, der begge ejes af Selvstyret i Grønland og drives af Aarhus Universitet, er - sammen med Grønlands Naturinstitut i Nuuk, Københavns Universitets Arktisk Station på Disko-øen i Vestgrønland og Sermiliik Station i Sydøstgrønland - Grønlands og Danmarks repræsentanter i kataloget.

Jan Elmer Topp-Jørgensen, Zhanna Tairova og Jannik Hansen, Institut for Bioscience, Aarhus Universitet, og Morten Rasch, chefkonsulent ved Københavns Universitet og formand for ”INTERACT Station Manager Forum”, har sammen med tyske kolleger redigeret kataloget.

INTERACT-netværket er finansieret frem til 2015 af EU’s 7. Rammeprogram, medens udarbejdelse og udgivelse af stationskataloget er finansieret af EU-Kommissionen, INTERACT, The International Arctic Science Committee, Alfred-Wegener-Institut für Polar- und Meeresforschung og Aarhus Universitet.

Kontakt: Akademisk medarbejder Jan Elmer Topp-Jørgensen, tlf. 3018 3111, jetj@bios.au.dk
              DCE – Nationalt Center for Miljø og Energi
              Institut for Bioscience, Aarhus Universitet

INTERACT 2015. INTERACT Station Catalogue – 2015. Eds.: Elger, K., Opel, T., Topp-Jørgensen, E., Hansen, J., Tairova, Z. and Rasch, M. DCE - Danish Centre for Environment and Energy, Aarhus University, Denmark. 305 pp

Kataloget (OBS: Filen fylder 114 MB, download kan tage lidt tid)

INTERACTs hjemmeside