Aarhus Universitets segl

Nr. 293: Overvågning af vådområder 2015

Hoffmann, C.C., Audet, J., Ovesen, N.B. Larsen, S.E. og Kjeldgaard, A. 2018. Overvågning af vådområder 2015. NOVANA. Aarhus Universitet, DCE – Nationalt Center for Miljø og Energi, 46 s. - Videnskabelig rapport nr. 293.  http://dce2.au.dk/pub/SR293.pdf

Sammenfatning

I 2015 blev der foretaget overvågning af 8 genetablerede vådområder med henblik på at dokumentere de miljømæssige effekter af genopretningen af disse områder. De overvågede vådområder indbefatter 4 lavvandede søer: Vilsted Sø, Årslev Engsø, Tim Enge og Sandskær, 1 ådalsprojekt: Lyngbygaards Å samt 3 moseområder: Grøngrøft, Geddebækken og Snaremose ”Sø”.

Måleprogrammet bestod i vandføringsmålinger i ind- og udløb fra vådområderne samt vandprøvetagning samme steder til analyse for nitrat-N, total kvælstof (TN), fosfat-P og total fosfor (TP). Der er beregnet månedlige vandtransporter for indløb og udløb samt opstillet stoftransporter for ind- og udløb. Endelig er der beregnet årlige vand- og stofbalancer for vådområderne.

Massebalanceresultaterne viser, at der fjernes 26 – 304 kg nitrat-N ha-1 projektområde år-1 og at der fjernes 24 – 308 kg TN ha-1 projektområde år-1 (et enkelt område, Tim Enge udeladt pga. meget stor usikkerhed med målingerne).

Der er både nettotab af fosfor og retention af fosfor i de overvågede vådområder. Retentionen af fosfat varierer fra -2.2 til +13.2 kg fosfat-P ha-1 projektområde år-1 (- betyder nettotab af fosfat). Retention af total fosfor varierer fra -1.4 til + 10.3 kg TP ha-1 projektområde år-1 (Tim Enge udeladt pga. usikkerhed).