Nr. 159: Belysning af kobber- og zinkindholdet i jord

Bak, J.L., Jensen, J. & Larsen, M.M.2015. Belysning af kobber- og zinkindholdet i jord. Indhold og udvikling i kvadratnettet og måling på udvalgte brugstyper. Aarhus Universitet, DCE – Nationalt Center for Miljø og Energi, 72 s. - Videnskabelig rapport fra DCE - Nationalt Center for Miljø og Energi nr. 159
dce2.au.dk/pub/SR159.pdf

Sammenfatning

Rapporten beskriveren undersøgelse af kobber- og zinkindholdet i dyrkningsjord, primært på bedrifter med svin og marker, der modtager svinegylle. Undersøgelsen omfatter dataindsamling på to niveauer (Kvadratnettet og ejendomme med forskellig driftsform). Der er desuden inddraget data fra tidligere undersøgelser på kvadratnet-punkterne.  De indsamlede data er analyseret med statistiske metoder og modelberegning.

Tilførslen af kobber og zink med svinegylle har i perioden 1986-2014 øget koncentrationerne i jorden af de to metaller. Specielt indenfor den sidste måleperiode, 1998-2014, har stigningerne været markante med henholdsvis ca. 19 og 24 % stigning i jordkoncentrationer for kobber og zink. For zink er der fundet overskridelser af nul-effekt-niveauerne i 45 procent af de foretagne målinger. For kobber er der fundet overskridelser af nul-effekt-niveauerne i én måling.

Det er beregnet at en fortsættelse af den nuværende landbrugspraksis kan medføre en væsentlig stigning i andelen af arealer, hvor nuleffekt-niveauet for zink overskrides, selvom niveauet allerede er højt. For kobber kan der på længere sigt forventes overskridelser af nuleffekt-niveauet på i størrelsesorden 30-50 procent af arealerne, der modtager svinegylle. En fjerdedel af dette niveau kan være nået på 80 år.