Søndergaard, M., Lauridsen, T.L., Jensen, H., Egemose, S. & Reitzel, K. 2015. Vejledning for gennemførelse af sørestaurering. Aarhus Universitet, DCE – Nationalt Center for Miljø og Energi, 42 s. - Videnskabelig rapport fra DCE - Nationalt Center for Miljø og Energi nr. 149. http://dce2.au.dk/pub/SR149.pdf
Vandkvaliteten og den økologiske tilstand i de danske søer er især bestemt af mængden af tilførte næringsstoffer, hvoraf fosfor spiller den vigtigste rolle. Der er dog en del situationer, hvor det viser sig, at søerne ikke forbedres tilstrækkeligt, selvom tilførslen er reduceret til et tilstrækkeligt lavt niveau. Årsagen kan være, at der i søerne er en kemisk træghed, som skyldes, at der frigives fosfor fra en pulje ophobet i bunden af søen, eller en biologisk træghed, der bl.a. kan skyldes en fiskebestand domineret af skaller og brasen.
I vandplanerne og forslagene til vandområdeplanerne 2015-2021 er der angivet en række søer, som planlægges restaureret for at opnå mindst en god økologisk tilstand. Restaurering er fastlagt, hvor fosforpåvirkning af en sø er reduceret tilstrækkeligt, men hvor det vil forudsætte en aktiv indsats, hvis søen inden for 1-2 vandområdeplanperioder skal opnå god økologisk tilstand. Denne rapport gennemgår de forskellige muligheder, der er for at restaurere søer og giver en vejledning i, hvordan restaureringsprocessen håndteres fra forundersøgelse til gennemførelse og monitering.
Forundersøgelsen skal indeholde en verificering af de data, som ligger til grund for at gennemføre en restaurering. Dette omfatter typisk informationer om den eksterne fosfortilførsel, søens ligevægtstilstand og en vurdering af den interne fosforbelastning.
Restaurering ved indgreb over for den interne fosforbelastning kan foretages ved kemisk fosforfældning, som omfatter enten tilførsel af aluminiumsalte eller det modificerede lerprodukt Phoslock©. Phoslock har endnu ikke været anvendt i Danmark, mens aluminiumsbehandling har været anvendt i seks søer siden 2001. Ved begge metoder er det vigtigt med et godt kendskab til søens alkalinitet for at undgå toksiske effekter. Under forundersøgelsen skal det således godtgøres, at søens alkalinitet er højere end 1 meq/l, og hvis der anvendes aluminium må der ikke være risiko for, at pH overstiger 8,5 i de første år efter behandlingen. Doseringsmængden kan beregnes i forhold til den potentielt mobile fosforpulje i sedimentet. Den interne fosforbelastning kan også begrænses ved at fjerne det fosforholdige sediment, men det er en relativ dyr metode, som i større søer kun har været anvendt én gang i Danmark.
I dybe og lagdelte søer har iltning af bundvandet været anvendt som en metode til at mindske ophobningen af fosfor i bundvandet og forbedre livsvilkårene for en række organismer på det dybe vand. Metoden har været anvendt i seks danske søer og anvendes stadigvæk i et par søer. Det er en metode, som kræver en langvarig behandling, og der er risiko for, at den øgede fosforbinding, der opnås ved iltningen, ikke kan opretholdes, når iltningen stopper.
Biomanipulation ved opfiskning er en restaureringsmetode, som kan anvendes i søer, hvor de dyreplanktonædende fisk såsom skalle og brasen dominerer. Metoden har været anvendt i mange søer de sidste årtier med henblik på at øge dyreplanktonets græsning på planteplanktonet og mindske ophvirvlingen af sediment ved deres fødesøgning på bunden. Der findes en række forskellige opfiskningsmetoder.
Ved alle typer af restaurering skal der gennemføres en monitering af tilstanden før, under og efter restaureringen for at kunne dokumentere og evt. tilpasse indgrebet. I rapporten er det også ud fra danske erfaringer anslået, hvad det koster at gennemføre de forskellige former for restaureringsindgreb.
