Aarhus Universitets segl

Nr. 87: Danmarks ynglebestand af skarver i 2016

Bregnballe, T. & Nitschke, M. 2016. Danmarks ynglebestand af skarver i 2016. Aarhus Universitet, DCE – Nationalt Center for Miljø og Energi, 36 s. - Teknisk rapport fra DCE - Nationalt Center for Miljø og Energi nr. 87.  http://dce2.au.dk/pub/TR87.pdf

 

Sammenfatning

I denne rapport præsenteres resultaterne af den optælling af skarvreder, som fandt sted i de danske skarvkolonier i foråret 2016. I 2016 var der 31.682 par ynglende skarver i Danmark. Det var 324 flere par end i 2015, hvilket svarer til en fremgang på 1,0 %. I 2016 var antallet af ynglende skarver således stort set uændret i forhold til 2015. Årene 1993-2006 var karakteriseret ved en stabil ynglebestand på omkring 39.000 par, hvorefter antallet gik tilbage. I 2010-2013 ynglede der i gennemsnit 26.400 par. I 2014 steg yngleantallet med 5.900 par, men siden da har antallet været næsten uforandret.

Som det var tilfældet i 2015 er antallet af ynglende skarver i 2016 gået tilbage i de centrale regioner, mens der har været fremgang i det vestlige Jylland og i det sydøstlige Danmark. I 2016 var tilbagegangen i det sydvestlige Kattegat på 12 % (svarende til 580 par), i regionen omfattende Lillebælt og Det Sydfynske Øhav var tilbagegangen på 17 % (594 par), og i det nordlige Sjælland var der en tilbagegang på 14 % (734 par). I det nordlige Kattegat var yngleantallet stort set uændret i forhold til 2015 med en tilbagegang på 0,6 %. Der var fremgang i de øvrige tre regioner. Den største procentuelle og absolutte fremgang var på 20 % (1.681 par) og fandt sted i Smålandsfarvandet. I de vestjyske fjorde var der en fremgang på 14 % (svarende til 267 par), og i Limfjorden var der en fremgang på 11 % (312 par). I 2016 ynglede der skarver på 83 lokaliteter, hvilket er det hidtil største antal. Tidligere års tendens til tilbagegang i de største kolonier fortsatte ikke i 2015 og 2016. Især i den sydøstlige del af landet er flere af de store kolonier vokset i de seneste år. Den største koloni i 2016 var Stavns Fjord med 2.155 reder.

Naturstyrelsen (nu Styrelsen for Vand- og Naturforvaltning) foretog forvaltende tiltag i 10 kolonier i 2016, og gav i yderligere ni tilfælde private lodsejere tilladelse til selv at gennemføre tiltag. I de 19 kolonier, hvor indgreb fandt sted, blev i alt 4.668 reder berørt af tiltagene. Det svarer til 15 % af alle rederne i landet. Det samlede antal regulerede reder var i 2016 større end i årene 2010-2015, men lavere end i perioden 2003-2009, hvor 4.800-7.200 reder årligt blev udsat for regulerende tiltag.

For hovedparten af rederne (92 %) bestod indgrebet i, at æggene blev olieret. Tiltagene udført af private lodsejere omfattede bortskydning (107 skarver nedlagt), fjernelse af reder (165 reder), fjernelse af unger (i 12 reder), fjernelse af æg (i 100 reder) og oliering (æggene i 481 reder).