Bregnballe, T., Thorup, O. Jensen, P.E., Nielsen, R.D., Pedersen, K.T. & Laursen, K. 2015. Breeding success of Oystercatcher, terns and gulls in the Danish Wadden Sea. Aarhus University, DCE – Danish Centre for Environment and Energy, 84 pp. Technical Report from DCE – Danish Centre for Environment and Energy No. 60. http://dce2.au.dk/pub/TR60.pdf
Ynglesuccesen blandt vadefugle, måger og terner kan have afgørende betydning for den fremtidige rekruttering af nye ynglefugle og påvirke, hvor fuglene vælger at yngle i efterfølgende sæsoner. Viden om ynglesucces og om årsagerne til, at fuglenes yngleforsøg kan slå fejl, er derfor værdifuld i forbindelse med forsøg på at forklare lokale og regionale forandringer i ynglefuglenes antal. Kendskab til fuglenes ynglesucces kan også i nogle tilfælde indikere, om levestederne har forandret sig, fordi ynglesuccesen ofte vil være følsom overfor naturlige eller menneskeskabte ændringer i det omgivende miljø. Viden om artens ynglesucces og de faktorer, som påvirker den lokalt, vil også være af værdi, hvis der opstår ønsker om at igangsætte lokale tiltag rettet mod at forbedre artens ynglebetingelser.
I det trilaterale samarbejde mellem vadehavslandene Holland, Tyskland og Danmark har der i en længere årrække været en erkendelse af, at der i moniteringsprogrammet for Vadehavet manglede en overvågning af fuglenes ynglesucces. Det blev derfor besluttet, at ynglesucces skulle indarbejdes i det sæt af parametre, som skulle undersøges inden for det trilaterale samarbejdsprogram (TMAP). Det var oprindeligt meningen, at en standardiseret monitering af ynglesucces skulle have været sat i værk i alle tre vadehavslande fra og med 2010.
Denne rapport er en sammenstilling af resultaterne fra en række forsøg på at undersøge yngleparametre (deriblandt ynglesucces) for strandskade og terner på Mandø, og for terner og måger på Langli.
På forlandet af Mandø producerede de ynglende strandskader i gennemsnit 0,26 unger pr. ynglepar i 2010, men kun 0,01 unge pr. ynglepar i 2011. Den lave succes i 2011 var hovedsagelig forårsaget af hyppige tab af ægkuld tidligt i ynglesæsonen. I 2010 overlevede 46% af ægkuldene til klækning, hvorimod det i 2011 blot var 6%. De fleste af de kuld, som gik tabt, blev mistet på grund af prædation eller oversvømmelser af forlandet. I 2010 blev overlevelsen fra klækning til ungerne var næsten flyvefærdige opgjort til 76%.
I årene 2008-2011 havde fjorternerne og havternerne, som ynglede på Mandø, særdeles ringe succes. Det blev estimeret, at fjordternerne producerede færre end 0,5 flyvefærdige unger pr. ynglepar i 2008, færre end 0,3 unger pr. par i 2009 og 2010, og ingen unger i 2011. For havternerne blev ynglesuccesen opgjort til maksimalt 0,1, 0,3, 0,2 og 0,1 flyvedygtige unger pr. par i hvert af årene 2008-2011. Den lave ynglesucces var hovedsagelig forårsaget af tab af ægkuld. Årsagerne til disse tab kunne i de fleste tilfælde ikke identificeres. I nogle få tilfælde blev kuldene mistet, fordi yngleområdet blev helt eller delvist oversvømmet af havvand. Overlevelsen var desuden lav blandt de få unger, som klækkede. Kun i få tilfælde kunne årsagerne til, at ungerne døde identificeres.
På øen Langli ynglede stormmåge med ekstrem ringe succes i alle årene mellem 2008 og 2013. Optællinger af store unger tydede på, at der kun blev produceret omkring 1-2 flyvefærdige unger pr. 100 ynglepar. Detaljerede studier i 2009 tydede på, at langt de fleste af stormmågernes ægkuld gik tabt på grund af prædation fra de sølvmåger, som ynglede imellem eller i nærheden af stormmågerne.
Sildemåge ynglede med forholdsvis høj succes på Langli i 2008-2010, med meget lav succes i 2011 og med lav-moderat succes i 2012-2013. Mønsteret var stort set det samme for de sølvmåger, som ynglede på Langli, idet de ynglede med rimelig god succes i 2008-2010 og 2013, med meget lav succes i 2011 og med lav succes i 2012. Årsagerne til, at disse to arter af måger ynglede med lav succes i enkelte af årene, kunne ikke bestemmes.
De havterner, som forsøgte at yngle på Langli, ynglede med ringe succes. Registreringerne tydede på, at ingen af de havterner, som forsøgte at yngle i 2008-2013, fik unger på vingerne.
Splitterne ynglede talrigt på Langli i nogle af undersøgelsesårene, og de ynglede med høj succes i 2006 og 2008-2010, i det mindste frem til ungerne havde en alder på 5-12 dage. Besøg på øen senere i ynglesæsonerne tydede dog på, at ungerne havde god overlevelse frem til de blev flyvedygtige.
Anvendelsen af de anbefalede standardmetoder til monitering af ynglesucces blandt strandskader forløb uproblematisk på Mandø. Strandskadernes ynglesucces blev registreret med høj præcision, og de væsentligste årsager til tab af æg blev identificeret. Ydermere var det muligt at gennemføre moniteringen for forholdsvis beskedne midler.
I det første undersøgelsesår på Mandø blev klækningssuccesen i ternekolonierne opgjort ved at afmærke og følge de enkelte kulds skæbne. Denne metode blev fravalgt i efterfølgende år, fordi der var tegn på, at afmærkningen af reder tiltrak mennesker, hvorved tabene af ægkuld blev forøget. I stedet blev der benyttet mere ’grove’ metoder i de efterfølgende sæsoner.
På Langli blev mågernes og ternernes klækningssucces undersøgt ved at følge skæbnen i individuelt genkendelige reder. Denne fremgangsmåde krævede meget mandskab og mange timer i felten. Desuden fandt Naturstyrelsen, at metoden gav anledning til for mange forstyrrelser. Derfor blev der i de følgende år benyttet en kombination af ringmærkning og optælling af unger omkring det tidspunkt, hvor de var tæt på at være flyvedygtige. Denne metode gav grove estimater for år til år variationen i den gennemsnitlige produktion af flyvedygtige unger.
Ifølge den foreslåede plan for monitering af fuglenes ynglesucces i det internationale Vadehav skulle Danmark tilvejebringe viden om ynglesucces for strandskade, hættemåge, sølvmåge, splitterne og havterne på 1-2 af vadehavsøerne. Så vidt muligt skulle moniteringen for hver art og ynglelokalitet bidrage med oplysninger om, hvor mange flyvedygtige unger der i gennemsnit blev produceret pr. ynglepar.
For strandskade anbefaler vi, at der på forlandet af Mandø gennemføres en monitering ved brug af de samme metoder, som blev afprøvet i denne undersøgelse. Desuden kan det overvejes at inddrage to andre studieområder.
Det kan ikke anbefales at igangsætte undersøgelser af ynglesuccesen blandt de hættemåger, som yngler på Langli, idet kolonien her er svundet ind til få par. Vi vurderer, at en undersøgelse af ynglesuccesen i Vadehavets største koloni, som findes ved Sneum Klæggrav, vil være vanskelig at gennemføre uden at forårsage betydelig forstyrrelse af kolonien.
For sølvmåge anbefaler vi, at der på Langli igangsættes en monitering af ynglesuccesen ved brug af standardiseret ringmærkning og optælling af store unger.
Splitterne yngler ikke længere på øerne i den det danske Vadehav, så ynglesuccesen af denne art vil ikke kunne overvåges, medmindre arten atter etablerer sig som ynglefugl.
På grund af markante nedgange i antallet af ynglende havterner på Langli og Mandø er det i disse år ikke muligt at finde steder på danske vadehavsøer, hvor havternernes ynglesucces vil kunne følges. De fleste større kolonier har i de senere år været lokaliseret på Koresand og på taget af bygninger i Esbjerg Havn. Det vil være logistisk krævende at følge havternernes ynglesucces på Koresand.
