Aarhus Universitets segl

Tema 9: Forbrug

Verdens befolkninger er afhængige af naturens evne til at levere vand, frisk luft, mad og råstoffer, til at regulere klimaet og til at levere ikke-materielle goder bl.a. i form af oplevelser. Derfor er det vigtigt, at danskerne udnytter ressourcerne med omtanke, så fremtidige generationer kan sikres de samme muligheder, som de nuværende har haft.

Sammenfatning

Danskernes private forbrug af varer har været stigende siden 1990 og er accelereret siden 2002, hvilket især skyldes, at der bruges mere elektronisk udstyr. Samtidig er affaldsmængderne steget med 19 % fra 2000 til 2006. I samme periode er danskerne dog også blevet bedre til at genanvende affaldet, så det i 2006 var 70 % som genanvendtes mod 63 % i 2000.

Et af Danmarks langsigtede mål på området er en markant reduktion af det nuværende ressourceforbrug, men fra 2000 til 2007 er forbruget af materialer pr. indbygger steget med godt 2 % om året.

Danmarks energiforbrug, materialeforbrug, affaldsproduktion og transport stiger i takt

med den økonomiske vækst, mens det omvendt er lykkedes at afkoble udledningen af drivhusgasser og forbruget af vand fra den økonomiske vækst.

Danmarks ressourceforbrug målt som det økologiske fodspor overstiger de nationale ressourcer med 41 %, og danskerne er en af de mest ressourceforbrugende befolkninger i verden.