Aarhus University Seal

Partikelforurening i Danmark er faldende

Luftens indhold af skadelige partikler fortsætter med at falde i Danmark, viser ny rapport.

Udlednignen af forurenende og potentielt helbredsskdelige partikler er blevet reduceret i Danmark siden forskerne første gang udførte et partikelprojekt 2002. Det skyldes bl.a. et større fokus på udledningen og forbedret teknologi.

Partikelprojektet er udført af forskere fra Institut for Miljøvidenskab ved AU i perioden 2014-2016. Projektet havde blandt andet fokus på en analyse af luftens indhold af sod og partikler, størrelsen af disse partikler samt sammenhængen mellem luftens indhold af sod og brænderøg. Partikelprojektet er det seneste i en række projekter, der siden det første startede i 2002, har leveret spændende nye resultater om den luftbårne partikelforurening i Danmark.

Målingerne blev foretaget ved de danske luftmålestationer, som drives af AU. Målestationerne er placeret i forskellige miljøer for at give et repræsentativt billede af partikelforureningen og dens udvikling i Danmark. Målestationerne består af en landlig station placeret nord for Roskilde ved Risø, en gademålestation på H.C. Andersens Boulevard, en målestation for bybaggrund på taget af H.C. Ørsted Instituttet i København og en målestation i forstaden Hvidovre.

I perioden fra 2002 til 2016, hvor Partikelprojekterne har gjort status over luftkvaliteten i Danmark, har luftens indhold af partikler (PM10 og PM2,5 der henholdsvis er partikler mindre end 10 µm og 2,5 µm) været aftagende. En tilsvarende udvikling ses for antallet af ultrafine partikler (partikler under 100 nm), hvor det mest tydelige fald er målt på gademålestationen på H.C. Andersens Boulevard. Her er antallet af partikler faldet med 56 % siden 2002. I bybaggrunden på H.C. Ørsted Instituttet ses et lidt mindre fald på 41 %. Faldet er tydeligst på H.C. Andersens Boulevard blandt andet pga. den teknologiske udvikling i form af renere forbrænding i køretøjers motorer, ændring af svovlindholdet i dansk benzin samt en stigende anvendelse af partikelfiltre.

De eksisterende sodmålinger på Risø og ved H.C. Andersens Boulevard er i forbindelse med partikelprojektet udvidet til også at omfatte målestationen på H.C. Ørsted Instituttet og i Hvidovre. I 2016 var sodkoncentrationen 0,26 µg/m3 på Risø, mens der ved målestationerne i bybaggrunden og forstaden blev målt koncentrationer, der var henholdsvis 27 % og 60 % højere end dette. Trafik og brænderøg bidrager væsentligt til sod i bybaggrunden og forstæderne.

Ud fra sodindholdet i de luftbårne partikler, er partikelforureningen fra brænderøg blevet beregnet. I 2016 udgjorde denne udledning 0,8 ?g/m3 på Risø, 0,9 ?g/m3 på H.C. Ørsted Instituttet mod 1,7 ?g/m3 i Hvidovre. Befolkningen i byerne eksponeres derfor for lidt mere partikelforurening fra brænderøg end folk i landlige miljøer, og i forstæderne kan befolkningen blive udsat for omtrent dobbelt så høje koncentrationer som på landet. Sod og partikelforurenende brænderøg regnes for at være helbredsskadelige.

Læs hele rapporten her

 

For yderligere informationer, kontakt venligst:

Jacob Klenø Nøjgaard, seniorforsker, Institut for Miljøvidenskab, AU på til.: +45 8715 8553, mobil: +45 3018 3126 eller på mail: jakn@envs.au.dk