Aarhus University Seal

Luftkvalitet overholder alle grænseværdier i Roskilde Kommune

Koncentrationerne af luftforurening på gadeplan i Roskilde Kommune er - som forventet - højest langs med kommunens største veje, hvor trafikken udgør en væsentlig forureningskilde. Det gælder i Roskilde på indfaldsvejene, indre ringvej og de større fordelingsveje i byen.

Roskiklde
Vue over Roskilde by. Foto: Roskilde Kommune

Det viser en undersøgelse af luftforureningen i kommunen og luftforureningens belastning af borgernes sundhed, som DCE - Nationalt Center for Miljø og Energi, Aarhus Universitet, har udført for Roskilde Kommune.

Undersøgelsen ”Luftkvalitet og helbredseffekter i Roskilde Kommune” bygger på en sammenfatning af den eksisterende viden og de tilgængelige data for Roskilde Kommune, som DCE råder over. Den omfatter således luftkvalitetsberegninger og luftkvalitetsmålinger samt beregninger af helbredseffekter og heraf afledte samfundsøkonomiske omkostninger for året 2010. 

Undersøgelsens beregninger viser ingen overskridelser af grænseværdierne for luftkvalitet på nogen adresse i kommunen. Trafik er sammen med brændeovne de lokale forureningskilder i Roskilde Kommune, som bidrager mest til luftforureningen. Trafikken bidrager mest til det luftforurenende stof kvælstofdioxid (NO2), og brændeovnene bidrager mest til partikelforureningen (PM2.5 og PM10 hhv. partikler under 2.5 og 10 mikrometer i diameter).

64 for tidlige dødsfald


DCE har beregnet 64 for tidlige dødsfald i Roskilde Kommune for året 2010 som følge af al luftforurening, svarende til 680 tabte leveår. De for tidlige dødsfald skyldes lokal luftforurening i Roskilde Kommune og al anden luftforurening i det øvrige Danmark og fra udlandet, der transporteres med luften til kommunen. Til sammenligning har DCE for året 2011 beregnet omkring 3.200 for tidlige dødsfald i hele Danmark på grund af al luftforurening.

Der er beregnet flest for tidlige dødsfald i kommunens byområder, og hvor befolkningstætheden er størst, dvs. først og fremmest i Roskilde.

Beregninger for København har vist, at de lokale forureningskilder i Københavns Kommune og Frederiksberg Kommune bidrager med omkring 12 procent af alle for tidlige dødsfald i Københavns Kommune og Frederiksberg Kommune. Tilsvarende beregninger er ikke lavet for Roskilde Kommune, men den lokale andel formodes at være lavere pga. et generelt lavere forureningsniveau i Roskilde Kommune. Det betyder tilsvarende, at en meget høj procentdel på over 88 procent af de for tidlige dødsfald i Roskilde Kommune formodentligt skyldes øvrig luftforurening i Danmark og udlandet.

De samfundsøkonomiske omkostninger af luftforureningens helbredseffekter er beregnet til at udgøre omkring 500 mio. kr. i Roskilde Kommune for året 2010. Til sammenligning er de samfundsøkonomiske omkostninger for al luftforurening i Danmark beregnet til omkring 28 milliarder kr. for året 2011. Lokale forureningskilder i Roskilde Kommune bidrager sandsynligvis med mindre end 11 procent af de samfundsmæssige omkostninger skønnet ud fra beregninger i København.

Kontakt: Seniorforsker Steen Solvang Jensen, tlf. 8715 8573, ssj@envs.au.dk
               DCE – Nationalt Center for Miljø og Energi
               Institut for Miljøvidenskab, Aarhus Universitet

 

Partikelforurening og helbredseffekter i Roskilde Kommune.  Jensen, S.S., Ketzel, M. & Brandt, J. 2014. Aarhus Universitet, DCE – Nationalt Center for Miljø og Energi, 60 s. - Videnskabelig rapport fra DCE - Nationalt Center for Miljø og Energi nr. 107  

Sammenfatning  Summary  Hele rapporten i pdf-format (4,3 MB)