Aarhus University Seal

Fortsat lavere forurening fra luft til jord

Færre stoffer til land- og havområder via atmosfærisk deposition.

Kvælstof, svovl og en række metaller svæver rundt i luften og afsættes  - også kaldet deposition -   til jord- eller vandoverflader. Afsætningen foregår enten via nedbøren eller ved luftens kontakt med overfladerne. I løbet af de seneste 26 år er der kommet langt færre stoffer til de danske land- og havområder via den atmosfæriske afsætning, viser årets opgørelse fra NOVANA-programmet.

Afsætningen af blandt andet kvælstof og svovl beregnes i forbindelse med det atmosfæriske  baggrundsovervågningsprogram , som udgør en del af luftovervågningen i det nationale program for overvågning af vandmiljøet og naturen (NOVANA).

Afsætning af svovlforbindelser til danske landområder er for 2016 beregnet til ca. 8500 ton. Det er et fald på 15% siden 2015 og skyldes hovedsageligt nye regler for udledning af svovl fra skibsmotorer. Det fremgår af den netop offentliggjorte rapport ”Atmosfærisk deposition 2016” fra DCE – Nationalt Center for Miljø og Energi.

Rapporten giver information om baggrund og metode til beregning af afsætningen, og den giver forklaring om kilder til deposition, den danske andel, betydningen af afsætningen, usikkerheder, samt om udviklingstendenser.

I rapporten vurderer forskerne, at afsætning af svovlforbindelser er faldet med ca. 75 % siden 1990. Faldet i svovl fra luft til jord er fortrinsvist sket i perioden frem til 2001, hvorefter niveauet har været forholdsvis konstant indtil 2007, hvor forskerne igen kunne måle og beregne mindre afsætning af svovl.  Faldet siden 2007 skyldes ifølge rapporten for en stor del en mindre udledning af svovl fra skibstrafik i danske farvande og et mindre fald i udledningerne fra de landbaserede kilder. Modelberegninger har vist, at faldet i udledningerne fra skibstrafik efter 1. januar 2015 har resulteret i et ca. 15% fald i afsætningen til danske landområder, og målinger har vist et fald i koncentrationerne af svovldioxid på omkring 50 %.

Også for kvælstof er tendensen, at der kommer mindre fra luften. I rapporten vurderer forskerne på baggrund af overvågningsresultaterne, at den samlede kvælstofafsætning til vand- og landområderne er faldet med ca. 35 % i perioden 1990-2016. Faldet i kvælstofafsætning er størst i den første del af perioden, mens den målte mængde afsætning af kvælstof har ligget på omtrent samme niveau i de sidste knap ti år. Målingerne varierer fra år til år på grund af ændringer i de meteorologiske forhold, men hovedårsagen til faldet siden 1990 er, at der er sket en reduktion i udledninger af kvælstof til luften på europæisk plan, herunder i Danmark.

Kvælstofafsætningen til danske farvandsområder (105.000 km2) er for 2016 i rapporten beregnet til 73.000 tons N (6,9 kg N/ha) og til landområderne (areal 43.000 km2) til 57.000 ton N (13 kg N/ha).

Rapporten præsenterer også resultater fra målinger af ammoniak og en række tungmetaller på udvalgte naturmålestationer. Disse viser, at der ikke er sket målbare ændringer i ammoniakkoncentrationerne på naturmålestationerne i løbet af de sidste 10 år.

Mængden og koncentrationer af ni tungmetaller (krom (Cr), mangan (Mn), Jern (Fe), Nikkel (Ni), kobber (Cu), zink (Zn), arsen (As), cadmium (Cd), og bly (Pb)) i 2016 adskiller sig ikke væsentligt fra målingerne de seneste år. Over de seneste 26 år er der sket et fald i tungmetalniveauerne til mellem 15 og 60 %. Størst fald ses for bly og cadmium. For de fleste af tungmetallerne har faldet været størst i perioden frem til sidste halvdel af 1990’erne, hvorefter ændringerne har været forholdsvis små.

Læs hele rapporten "Atmosfærisk deposition 2016" her.

For yderligere oplysninger, kontakt venligst seniorforsker Thomas Ellermann, Institut for Miljøvidenskab, tel@envs.au.dk. tlf.: +4587158526.