Aarhus University Seal

Fiskeindeks til danske vandløb klar til brug

DCE – Nationalt Center for Miljø og Energi, Aarhus Universitet, og DTU Aqua har i et samarbejdsprojekt for Naturstyrelsen testet og udarbejdet et Dansk Fiskeindeks For Vandløb (DFFV).

Ørred
Ørreden (her et voksent individ fra Råsted Lilleå) findes naturligt over hele Danmark og stiller specifikke krav til både vandkvalitet

Fiskeindekset består af to delelementer: DFFVa, der skal anvendes i relativt artsrige vandløb, og DFFVø, der er baseret på tætheden af ørredyngel og som kan anvendes i artsfattige vandløb.

DFFVa bygger på et indeks udviklet i Litauen, som er testet på danske forhold. Dette indeks anbefales anvendt i primært vandløb bredere end to meter, der er relativt artsrige med tre eller flere fiskearter. Da langt hovedparten af de danske vandløb er små – mindre end to meter brede - og relativt fattige på fiskearter, har det været nødvendigt at udvikle et nyt indeks, DFFVø, baseret på den mest almindeligt forekommende art i små vandløb, ørred, som biologisk indikator for denne type vandløb. Indekset beskrives i DCE-rapporten ”Dansk Fiskeindeks For Vandløb (DFFV)”.

Tætheden af ørredyngel i et vandløb (DFFVø) vurderes i rapporten som anvendelig til at måle den økologiske tilstand i vandløb mindre end to meter brede og dermed bidrage til vurderingen af vandplansvandløbenes tilstand, som EU’s vandrammedirektiv foreskriver.

Fiskedata

I arbejdet med udviklingen af ørredindekset (DFFVø) har forskerne fra DCE og DTU Aqua anvendt fiskedata fra DTU Aqua’s befiskningsdatabase og tilsvarende data fra vandløbsstationer under det nationale overvågningsprogram NOVANA. Tætheden af den naturligt forekommende – halvt år gamle - ørredyngel over vandløbsstrækninger på typisk 50 meter er efterfølgende blevet undersøgt i sammenhæng med de tre væsentligste påvirkninger for ørredyngel i vandløb: de fysiske forhold i vandløbet, f.eks. grus på bunden, spærringer og vandkvalitet, f.eks. graden af forurening.

Resultatet er blevet forslag til grænseværdier for vandrammedirektivets fem tilstandsklasser herunder især grænsen mellem god og moderat tilstand, hvor den ønskede ”god økologisk tilstand” for vandløb for kvalitetselementet fisk forudsætter mindst 80 ørredyngel pr. 100 m2 vandløb i op til to meter brede vandløb.

Fiskeindeks-tabel

Forslag til grænseværdier for vandløb, der er op til to meter brede og med et fald på omkring eller større end 1 promille, naturligt har eller har haft udbredt forekomst af grus.

EU’s vandrammedirektiv sætter nye standarder for forbedringer af vandmiljøet med målet om mindst god økologisk tilstand, der i vandløb skal måles ved hjælp af fire forskellige biologiske kvalitetselementer: fisk, planter, smådyr og mikroalger, der er knyttet til sten, planter eller sedimenter.

I Danmark er der under planlægningen i den første vandplansperiode udelukkende anvendt kvalitetselementet smådyr til vurdering af vandløbets tilstand, men i de kommende planlægningsperioder for vandområdeplaner forventes flere kvalitetselementer at komme i spil ligesom alle fire kvalitetselementer på længere sigt forventes anvendt.

Kontakt: Seniorkonsulent Esben Astrup Kristensen, tlf. 8819 1000, mobil 2761 8500, eakr@alectia.com
               f. DCE – Nationalt Center for Miljø og Energi 
               Institut for Bioscience, Aarhus Universitet  
   
               Seniorforsker Niels Jepsen, tlf. 3588 3131, nj@aqua.dtu.dk
               Institut for Akvatiske Ressourcer
               DTU AQUA (Danmarks Tekniske Universitet)

Dansk Fiskeindeks For Vandløb (DFFV). Kristensen, E.A., Jepsen, N., Nielsen, J., Pedersen, S. & Koed A. 2014. Aarhus Universitet, DCE – Nationalt Center for Miljø og Energi, 58 s. - Videnskabelig rapport fra DCE - Nationalt Center for Miljø og Energi nr. 95

Sammenfatning  Hele rapporten i pdf-format (2,5 MB)

Mere information: 

Artikel: Flere vandløb fejler ved granskning med tre kvalitetselementer

Rapport: Biologiske indikatorer til vurdering af økologisk kvalitet i danske søer og vandløb