Aarhus University Seal

Aftale med Selvstyret fornyet: DCE skal øge miljøviden på råstofområdet

DCE – Nationalt Center for Miljø og Energi, Aarhus Universitet, skal yderligere øge videngrundlaget og dermed sin ekspertise inden for områder, hvor Grønland har brug for en stærkere specialiseret rådgivning i form af forskningsbaseret miljørådgivning på råstofområdet.

jordundersøgelser
Jorden omkring den tidligere bly-zinkmine ved Mestersvig i Østgrønland undersøges for olieforurening. Foto: Lis Bach

Videnopbygningen er et vigtigt element i samarbejdsaftalen om miljørådgivning på råstofområdet mellem Grønlands Selvstyre og Danmark ved Uddannelses- og Forskningsministeriet. Aftalen blev den 26. august fornyet ved en ceremoni i Nuuk, hvor Selvstyrets Naalakkersuisoq (minister) for Miljø og Natur, Kim Kielsen og uddannelses- og forskningsminister Sofie Carsten Nielsen med deres underskrifter bekræftede det fortsatte samarbejde.  

Selvstyrets Miljøstyrelse for Råstoffer, Grønlands Naturinstitut og DCE indgik tidligere i 2014 en trepartsaftale med en klar plan for det fremtidige samarbejde og den fremtidige arbejdsdeling mellem Naturinstituttet og DCE i miljørådgivningen på råstofområdet. Aftalen omfatter en betydelig videnopbygning og kompetenceoverførsel til Naturinstituttet, der er i gang med opbygningen af en ny faglig afdeling – Afdeling for Miljø og Råstoffer - som også specialiserer sig i videnskabelig rådgivning og forskning inden for miljøbeskyttelse på råstofområdet.  

Naalakkersuisoq Kim Kielsen siger i en pressemeddelelse om aftalefornyelsen den 26. august:

”Vi skal hele tiden sikre, at vi stiller de rigtige krav. Det gør vi både ved at opbygge kompetence herhjemme og samtidig gennemfører en udvikling og en specialisering hos DCE, hvor det giver bedst mening. Det gør vi ved at fortsætte det gode og tætte samarbejde, som der hele tiden har været mellem DCE og Grønlands Naturinstitut samt med de grønlandske råstofmyndigheder.”  

Miljømæssig forsvarlig udvikling 

DCE-direktør Hanne Bach glæder sig over, at DCE fortsat gennem sin forskningsbaserede rådgivning skal bidrage til en miljømæssig forsvarlig udvikling af råstofområdet i Grønland:  

”Der er mange udfordringer i en bæredygtig håndtering af råstofudvinding og de bliver ikke mindre, når omgivelserne er så særegne, som tilfældet er i Grønland. Vi synes, det er vigtigt at bidrage til, at beslutninger om udviklingen har den bedst mulige videnskabelige information som grundlag, og vi ser frem til fortsat at kunne yde dette bidrag.”  

Forsknings- og rådgivningschef Anders Mosbech, DCE og Institut for Bioscience, fremhæver, at DCE kan fortsætte samarbejdet med Grønlands Naturinstitut om at skabe det faglige grundlag og den faglige ekspertise, der er en forudsætning for at sikre, at natur- og miljøhensyn kan varetages optimalt ved de store råstofprojekter i Grønland.  

”Der er både behov for en øget viden om mulige langsigtede miljøeffekter i de arktiske økosystemer og for en øget forståelse af, hvordan biodiversiteten bedst beskyttes i et dynamisk system, hvor der kommer nye industrielle aktiviteter og samtidig sker store klimaforandringer,” siger Anders Mosbech.

Kontakt: Direktør Hanne Bach, tlf. 8715 1348, hba@dmu.dk
              DCE – Nationalt Center for Miljø og Energi
              Aarhus Universitet   

              Rådgivnings- og forskningschef Anders Mosbech, tlf. 8715 8686, amo@dmu.dk
              DCE – Nationalt Center for Miljø og Energi
              Institut for Bioscience, Aarhus Universitet     

Minedrift og miljø i Grønland
Olie og miljø i Grønland