Stabil ulvebestand i efteråret

Overvågningen af de danske ulve viser ingen spor efter nye hvalpe.

12.12.2018 | Michael Strangholt

Ulv faget af overvågningskamera i september. Foto: Thomas Boesdal, Søren Krabbe, Jonas Siim Jensen & Mads Skamris.

Der var i efteråret mindst fem ulve i Danmark, og antallet er dermed uændret i forhold til sommeren 2018.

Det viser ”Statusrapport fra den nationale overvågning af ulv (Canis lupus) i Danmark - 3. kvartal 2018” fra DCE – Nationalt Center for Miljø og Energi ved Aarhus Universitet og Naturhistorisk Museum Aarhus.

Der er i følge rapporten ingen tegn på, at nogle af de udvandrede unger fra Ulfborgkoblet i ubemærkethed er vendt tilbage fra Slesvig-Holsten, og derfor er det maksimale antal genetisk identificerede ulve i Danmark ved udgangen af tredje kvartal dermed nede på fire. Det skal pointeres, at dette antal kun omfatter allerede genotypede ulve i landet, altså ulve som med sikkerhed kan individbestemmes.

Det faktiske antal ulve i Danmark kan i efteråret have være både højere og lavere end disse fire, som tæller Ulfborgparret, den sidste af deres ind til nu seks genotypede unger, samt den nordjyske hanulv . Principielt kan nogle af de kendte ulve være døde uden at være registreret forsvundne endnu, ligesom der kan optræde ulve, som endnu ikke er registreret.

Fra den aktive overvågning ved hjælp af de mange frivillige, som deltager i efteruddannelse og hjælper forskerne bag overvågningen af ulvene i Danmark, fremgår det således af rapporten, at mindst én hvalp fra 2017 fortsat har været til stede i området ved Ulfborg i efteråret 2018.

En femte ulv ser desuden ud til at ud til at have fundet vej til Djursland.

Den djurslandske ulv

Offentlighedens henvendelser med observationer og dokumentation via www.ulveatlas.dk har ført til otte nye fund af ulv eller formodet ulv på Djursland i perioden 1. juli-30. september 2018. De omhandler tre bekræftede fund af ulv på det nordlige Djursland fra billeder taget med bl.a. vildtkameraer foruden fem mulige fund af ulv, der dog er med utilstrækkelig dokumentation til, at de kan regnes som bekræftede. De to af de tre bekræftede fund er gjort  i sensommeren 2018, mens det tredje stammer fra en video taget 1. september 2018 (se billeder og videoer i galleriet på www.ulveatlas.dk).

Forskerne bag statusrapporten har sammenholdt de nye fund med tidligere fund af spor efter ulv på Norddjurs i 2. kvartal. På baggrund af fundene konkluderer de i rapporten, at fundene med stor sandsynlighed stammer fra den samme ulv.

Netværket af frivillige privatpersoner har udført flere målrettede eftersøgninger, men det er endnu ikke lykkedes at indsamle DNA-spor af en sådan kvalitet, at de kan anvendes til en køns- og individbestemmelse. Det er derfor ikke muligt at sige om der kan være tale om en af de otte hvalpe, som blev født i Vestjylland i foråret 2017, eller om der er tale om en i dansk sammenhæng ”ny” ulv.

DNA-analyser af spytprøver fra husdyrbid

I forbindelse med at ulve kan have nedlagt på husdyr har Miljøstyrelsen ønsket at få be- eller afkræftet, om der i de konkrete tilfælde kan findes DNA-spor fra ulv. I de tilfælde, hvor der kan konstateres DNA fra ulv, er der i tillæg til artsbestemmelsen ønsket identifikation til individ og køn, såfremt det er muligt. Dette arbejde bliver udført på Senckenberg Instituttet i Tyskland.

I den seneste statusrapport indgår spytprøver udtaget fra bidmærker på døde husdyr. To får og et lam er blevet undersøgt i efteråret, og prøverne viste ifølge de tyske analyser spor efter henholdsvis guldsjakal og hund.

Desuden blev der i en prøve taget fra en kalv, der var blevet fundet død i en indhegning tæt på Salling i midten af august, konstateret DNA-spor fra ulv. Kvaliteten af spytprøven tillod ikke, at en køns- og individbestemmelse kunne foretages. Besigtigelsen foretaget af en af Naturstyrelsens ulvekonsulenter viste ikke bidmærker eller andre tegn på, at kalven var blevet dræbt. Hvorvidt det derfor er en ulv, som har dræbt kalven, eller om kalven var dødfødt/selvdød, hvorefter en ulv har spist af den, vides ikke med sikkerhed, hedder det i rapporten.

Læs notatet ”Statusrapport fra den nationale overvågning af ulv (Canis lupus) i Danmark - 3. kvartal 2018” her. 

I henhold til den kontrakt, som Miljøstyrelsen har indgået med det videnskabelige konsortium mellem Naturhistorisk Museum i Aarhus og DCE – Nationalt Center for Miljø og Energi ved Aarhus Universitet om overvågning af ulv i Danmark, skal konsortiet udarbejde en kvartalsvis aktivitets- og resultatrapport.

For yderligere oplysninger, kontakt venligst videnskabelig chef ved Naturhistorisk Museum Kent Olsen kent@nathist.dk /+45 40 27 20 30 eller seniorforsker ved Institut for Bioscience, Aarhus Universitet Peter Sunde psu@bios.au.dk/ +45 20 63 07 04.

DCE - Nationalt Center for Miljø og Energi, Offentligheden / Pressen