Ulven fylder meget i Danmark, og vil i fremtiden sandsynligvis fylde endnu mere. Nogle ulve kan give problemer for mennesker og samfund, og derfor skal der findes løsninger for de dyr, man kalder ”problemulve”. Hvilket i yderste konsekvens kan betyde regulering (aflivning). Med hvad er en problemulv egentlig, og hvad er de bestandsmæssige konsekvenser hvis man regulerer en ynglende eller en ung ulv?

I et notat fra DCE – Nationalt Center for Miljø og Energi, besvares en henvendelse fra Miljøstyrelsen om, hvordan man i teori og praksis definerer og håndterer problemulve i andre EU-lande.

I følge notatet kan man inddele problemulve i to typer: Den første type (type-1 problemdyr), er helt almindelige ulve med normal adfærd, som groft sagt befinder sig på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt. En ulv som kommer forbi en ubevogtet fåreflok som ikke er forsvarligt hegnet og begynder at nedlægge dyr, der ikke flygter, hører til denne kategori. At fjerne et type-1 individ har ikke større problemløsende effekt end at fjerne et hvilket som helst andet individ i samme område.

Type 2-problemdyr er ulve, som gentagne gange udviser en for ulve atypisk, problemskabende adfærd, dvs. problemdyr i egentlig forstand. I forbindelse med husdyrangreb, vil dette være ulve som gentagne gange forcerer husdyrhegn, som holder andre ulve ude.  Ulve, som har mistet deres naturlige skyhed for mennesker eller opsøger beboelse, må også betegnes som udvisende type-2 adfærd.

Der er indtil nu ingen dokumenterede eksempler på, at ulve i Danmark har udvist type-2 adfærd, hverken i forbindelse med husdyr eller mennesker.

I Tyskland er der hidtil givet tre reguleringstilladelser til ulve med dokumenteret type-2 adfærd i forhold til mennesker. En fjerde reguleringstilladelse blev trukket tilbage efter et retligt søgsmål, idet type-2-adfærd ikke kunne dokumenteres.

I Sverige har man en ret liberal praksis med at give tilladelse til ‘skyddsjagt’ på individer, som har forgrebet sig på husdyr eller som opfattes som nærgående, så længe det drejer sig om individer, som ikke regnes som vigtige for bestandens levedygtighed. Dette skal ses i lyset af, at man i forvejen bedriver licensjagt for at holde bestanden nede. Ulve nedlagt under ’skyddsjagt’ trækkes populært sagt fra jagtkvoten.

Effekterne af at bortskyde problemulve bliver også belyst i notatet. Erfaringerne fra udlandet viser ifølge notatet, at hvis man fjerner en hvalp eller yngre ulv fra et kuld, vil det ikke have synderlig virkning på flokkens opførsel. Bortskydning af forældredyr har derimod alvorlige konsekvenser i form af reduceret unge-overlevelse, nedsat reproduktion året efter, samt øget risiko for at koblet går i opløsning. Tab af forældredyr kan også føre til, at ung-ulve begynder at søge nærmere mennesker efter føde.

Det er derfor en internationalt anerkendt anbefaling, at man i forbindelse med reguleringsjagt på bestande, begrænser udtaget af dyr til enkeltindivider eller par uden unger, eller ved regulering af familiegrupper, fjerner hele flokken.

Læs notatet: ” Overvejelser i forbindelse med regulering af ulve” her.

For yderligere oplysninger, kontakt venligst DCE Seniorrådgiver Peter Sunde, Institut for Bioscience, Aarhus Universitet, tlf 20630704 eller mail psu@bios.au.dk