Aarhus Universitets segl

Nye målinger fra Arktis

Koncentrationerne af flere forurenende stoffer i den arktiske luft er på vej ned.

Det gælder for eksempel svovldioxid, som kommer fra afbrænding af kul og olie i industrien, og som kan føre til vejrtrækningsproblemer og bidrage til forsuring.  Her er koncentrationen faldet fra lige omkring 0,9 µg S/m-3 til næsten 0,1 µg S/m3. I luften omdannes svovldioxid til sulfat, men mængden af sulfat ikke faldet meget, når man ser på de overordnede data. De målte koncentrationer svinger efter årstiden, hvor slutningen af vinteren og foråret viser de højeste værdier fordi den nordlige del af Asien og Europa på det tidspunkt er kold, hvilket fremmer transporten af stofferne til Arktis fra disse områder.

Målingerne er samlet i en ny rapport fra DCE – Nationalt Center for Miljø og Energi. Rapporten indeholder resultater af mere end to årtiers luft- og snemålinger fra Villum Research Station, som ligger ved den militære enhed Station Nord i nordøst Grønland.  

Her har man siden 1990 målt luftens indhold af organiske forbindelser, næringsstoffer og tungmetaller samt overfladeozon og anden forurening i atmosfæren for at følge deres udvikling og for at få viden om de processer, der kontrollerer deres koncentrationer i Arktis. Dette arbejde er en del af den danske deltagelse i det cirkumpolare overvågningsprogram AMAP.

 

Færre organiske forbindelser i luften – og dog.

Ud over mængden af svovl blev der også målt en lang række forurenende organiske forbindelser, herunder bromerede flammehæmmere (kendt som PBDE’er), organiske klorerede pesticider (kendt som OCP’er) og perflouoroalkylerede substanser (PFAS’er), som er en gruppe flammehæmmende midler.

Fælles for disse substanser er, at de ophober sig i fødekæden, og på den måde ender i mennesker. Ofte giver dette en forhøjet risiko for kræft og leverproblemer, men det kan også lede til nedsat fertilitet og indlæringsvanskeligheder hos børn.

De fleste af dem er kun målt i en kortere årrække (mellem 2008 og 2015), men alligevel har mange af de målte forbindelser udvist signifikante fald. Det gælder blandt andet mængden af endosulfan, et insektgift der blev ulovliggjort ved Stockholmkonventionen i 2011 og blev begyndt udfaset omkring samme tidspunkt.

Udfasningen ses tydeligt på de målte værdier, der topper omkring 2011 med næsten 5.2 p/m3, men derefter dykker skarpt og forsætter nedad. De seneste målinger har vist en endosulfan-koncentration på 0.5 pm3. Kurven forventes at falde yderligere over den næste årrække, da Kina implementerede Stockholmkonventionen i 2014.

Mængderne af en anden insektgift, ?-HCH, også kendt som Lindan, er til gengæld steget. Ved starten af målingerne i 2008 blev koncentrationerne målt til næsten 0.7 p/m3, mens de seneste målinger viser en mængde på over 1.1 p/m3. Selvom ?-HCH også er forbudt under Stockholmkonventionen, er den stadig tilladt til brug i medicinske sammenhænge, såsom luse- og fnatkure.

Overordnet er tendensen altså, at koncentrationerne af flere af de organiske forbindelser går ned i takt med, at brugen og udledningerne går ned. Denne udfasning har også ledt til udvikling af nye produkter, der kan tage over. Disse produkter er dog ikke altid ufarlige. Målinger ved Villum Research Station har for eksempel opfanget de første koncentrationer af en af de nyere flammehæmmer, hexabromocyclododecane, som er blevet brugt som erstatning for PBDE’er.  Giftigheden ved hexabromocyclododecane er stadig til debat, og i dag er brugen af stoffet genstand for strenge restriktioner. 

 

Kviksølv på tilbagetog

Mængden af kviksølvgas er også faldet. Hvor den i starten af 2000’erne var på 1.66 ng/m3, ligger de seneste koncentrationsmålinger nede på 1.09 ng/m3 om efteråret. Over den målte periode er mængden af kviksølv faldet med 0.03 ng/m3 om året.

De langsomt faldende mængder kviksølv stemmer fint overens med det faktum, at udledningen af kviksølv over de sidste 10 år er faldet i USA,  Europa og den Nordlige del af Asien. Dog er udsendelsen af kviksølv globalt nogenlunde konstant, da den er flyttet fra Europa og USA til de industrielle områder i Kina.

Ligeledes er mængden af ozon faldet i den målte årrække. Siden 1996 er mængden af ozon faldet med 0.3 ppbv om året, men det er ikke muligt at finde en forklaring på dette, idet der mangler data fra 2001 til 2006. Desuden er der store år til år udsving for målingerne i perioden 2006-2015-perioden. Her mener holdet bag rapporten, at det er nødvendigt med flere og længerevarende undersøgelser, før man kan sige noget definitivt.

Læs rapporten "AMAP Core - Atmospheric Part from 1990 to 2015" her

For yderligere spørgsmål, kontakt venligst Henrik Skov, professor ved Institut for Bioscience, Aarhus Universitet: hsk@envs.au.dk eller tlf: +4587158524