Aarhus Universitets segl

Naturindholdet i agerlandets småbiotoper er forarmet

Vejkanter, markskel, levende hegn, småskove og bræmmer langs grøfter rummer natur, men en forarmet én af slagsen.

Levende hegn. Foto: Jørn Pagh Berthelsen
Levende hegn. Foto: Jørn Pagh Berthelsen

Det viser resultater af den hidtil mest omfattende og systematiske undersøgelse af naturindholdet i, hvad fagfolkene kalder agerlandets småbiotoper.

Resultaterne offentliggøres i rapporten ’Småbiotoper 2007 og 2013. NOVANA’ fra DCE - Nationalt Center for Miljø og Energi, Aarhus Universitet.

Undersøgelsen af den biologiske mangfoldighed – biodiversiteten - i småbiotoperne viser, at sammenlignet med øvrige naturarealer rangerer småbiotoperne blandt den mest kulturpåvirkede og forarmede natur i Danmark. De problemer, som resten af naturen har med påvirkningen fra landbrugsdriften i form af eutrofiering, pesticider, dræning og tilgroning, er i småbiotoperne mangedoblet.

Småbiotopernes dynamik og særligt den øgning af områderne, der er sket over de seneste 20 år, betyder, at mange biotoper er etablerede på tidligere dyrkede arealer, ofte ved aktiv plantning eller udsåning af frøblandinger, der hindrer en mere naturlig artssammensætning fra starten.

Seniorrådgiver Jesper Fredshavn, DCE, der er hovedforfatter på rapporten, siger, at den direkte kontakt til de dyrkede arealer uden tvivl er den vigtigste hindring for at få etableret et mere naturligt artsindhold på disse småarealer:

”Vegetationen er betydelig mere påvirket af kvælstof end tilsvarende naturarealer. Derfor får kun de mest konkurrencedygtige og næringstolerante plantearter en chance, og de udkonkurrerer de mere nøjsomme og lave arter, der er tilpassede naturligt næringsfattige og lysåbne forhold.”

NOVANA’s småbiotopprogram bygger på og viderefører i væsentlig større omfang et tidligere overvågningsprogram, biotopprojektet, udført af RUC i årene 1981-2001. Programmet omfatter også en analyse af ændringer i arealanvendelsen, og resultaterne her viser en fortsat stigning i det bebyggede areal og det udyrkede areal på bekostning af en tilsvarende nedgang i det dyrkede areal. Udlægning af vådområder og skovrejsning kan være vigtige grunde til stigningen.

Kontakt: Seniorrådgiver Jesper Fredshavn, tlf. 8715 8859, jrf@dce.au.dk
                DCE – Nationalt Center for Miljø og Energi
                Aarhus Universitet

Småbiotoper 2007 og 2013. NOVANA. Fredshavn, J.F., Levin, G. & Nygaard, B. 2015. Aarhus Universitet, DCE – Nationalt Center for Miljø og Energi, 38 s. – Videnskabelig rapport fra DCE - Nationalt Center for Miljø og Energi nr. 143

Sammenfatning  Hele rapporten som PDF (2,5 MB)