Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Marsvin er konstant på jagt

Marsvinet hører til blandt havets mest effektive rovdyr, viser et nyt studie.

25.05.2016 | Michael Strangholt

Med en fangst på op til 550 fisk i timen og en succesrate på 90 % af de byttefisk, som marsvinet udser sig, er der tale om en overordentlig dygtig jæger.

De opsigtsvækkende tal om marsvin er netop offentliggjort af forskere fra Institut for Bioscience, DCE – Nationalt Center for Miljø og Energi ved Aarhus Universitet i tidsskriftet Current Biology.

Sammen med forskere fra Skotland og Tyskland har forskerne fra Aarhus Universitet og SDU sat sofistikeret måludstyr på marsvin og på den måde overvåget marsvinenes jagtvaner og fangstlykke. Nu er resultaterne fra de computerbærende marsvin blevet analyseret.

”Vi har siden 2012 sat de mest avancerede akustiske optagere på marsvin, der nogensinde er brugt på dyr. Marsvin producerer ekkolokaliseringslyde, som vi kender fra flagermus for at kunne orientere sig og finde de fisk, de lever af. Med en frekvens på 130 kilohertz (mennesker kan kun høre op til 20 kilohertz, red.) bruger marsvin lyde, som næsten ingen andre i havet kan høre,” forklarer seniorforsker Jonas Teilmann fra DCE.


Forskerne har udviklet et nyt, avanceret lyttesystem, påsat med sugekopper, som nu har givet et hidtil ukendt indblik i marsvinets jagtvaner.

Ved at optage lyde fra marsvin 500.000 gange i sekundet, samtidig med målinger af dyrets bevægelser med hastigheds- og dybdesensorer, kan forskerne nu få et ekstremt detaljeret billede af vilde marsvins liv under vandet. Man kan endda høre ekkoer fra de fisk der rammes af marsvinenes lyde, så på en måde kan man sætte sig i marsvinets sted, når det fanger en fisk.  

Hør et eksempel af optagelserne af marsvinene ved at klikke på billedet af lydmålingerne her:

Ekkoerne svinger i frekvens i takt med at fisken slår med halen, da der er en direkte sammenhæng mellem hvor hurtigt en fisk kan slå med halen og dens størrelse, ved vi nu også hvilken størrelse fisk marsvinet jager i det enkelte tilfælde.

”Vi kan også se om marsvinet faktisk fanger fisken, eller om den undslipper, da accelerometrene (hastighedsmålerne, red.) er så fintfølende, at vi kan se, når marsvinet fanger og sluger sit bytte, forklarer Jonas Teilmann.


Haps. Marsvinet er en uovertruffen jæger – og det er den nødt til at være, da den i nogle tilfælde må fange op mod 3000 småfisk i døgnet for at klare sig.

Marsvinet er meget effektivt til at jage fisk, og den fanger det, bytte den har udset sig i over 90% af tilfældene, viser forskernes målinger. Alligevel er marsvinet nødt til at jage nærmest konstant for at få opfyldt sit fødebehov.

”Med denne nye teknik og avancerede analysemetoder ser vi, at de marsvin, vi har målt på, konstant er på jagt efter bytte. De foretrækker småfisk, som de hovedsageligt jager om natten,” siger Jonas Teilmann.

Den konstante jagt efter føde gør marsvinet sårbart overfor ændringer i fødetilgængelighed og menneskelige forstyrrelser, konkluderer forskerne i artiklen.

Du kan læse hele artiklen (på engelsk) her.


For flere oplysninger, kontakt:

Jonas Teilmann, Seniorforsker, Institut for Bioscience, Aarhus Universitet, Tlf. 21424291
Peter Madsen, Professor, Institut for Bioscience, Aarhus Universitet Tlf. 87156501
Danuta Maria Wisniewska, postdoc., Aarhus University, Denmark. Tlf. 26644639.

DCE - Nationalt Center for Miljø og Energi, Offentligheden / Pressen, BIOS, Havpattedyrforskning