Aarhus Universitets segl

Luftkvaliteten langs statslige motor- og landeveje kortlagt

DCE har for Vejdirektoratet kortlagt luftkvaliteten for kvælstofdioxid og partikler langs de statslige motor- og landeveje i hele Danmark. Det er sket med modellen OML-Highway, som er udviklet af DCE – Nationalt Center for Miljø og Energi, Aarhus Universitet.

Trafik på motorvej
Formålet med kortlægningen af luftkvaliteten langs statsvejnettet er at beskrive den geografiske variation. Foto: Søren Kjeldgaard, AU-foto

Det er første gang, at der skabes et nationalt datasæt af modellerede luftkvalitetsdata langs hele statsvejnettet, og den landsdækkende luftkvalitetskortlægning vil både kunne bruges af vejmyndigheder som et screeningsværktøj i forbindelse med kommende VVM-undersøgelser af vejprojekter og være en kilde til information om luftkvalitet for borgere.

I DCE-rapporten ”Kortlægning af luftkvalitet langs motor- og landeveje i Danmark” beskrives resultaterne af kortlægningen, den anvendte metode og datagrundlaget. Luftkvalitetskortlægningen vil blive lagt ind på Vejdirektoratets hjemmeside, således at alle kan tilgå luftkvalitetskortet.

Kortet viser udvalgte luftforurenende stoffer relateret til sundhedseffekter. Det er beregnede årsmiddelkoncentrationer i 2012 af NO? (kvælstofdioxid) og massen af luftbårne partikler angivet ved PM?? og PM?.?, som er henholdsvis den samlede masse af partikler med en diameter under 10 og 2,5 mikrometer. Beregningerne er gennemført for beregningspunkter i forskellige afstande fra vejen ud til 1000 meter, hvorefter bidraget fra vejen er minimalt.

Seniorforsker Steen Solvang Jensen, DCE, fortæller, at formålet med kortlægningen af luftkvaliteten langs statsvejnettet er at beskrive den geografiske variation.

”Man skal se på kortlægningen som en screening af luftkvaliteten langs statsvejnettet, da der kan være betydelig usikkerhed på enkeltresultater grundet usikkerhed på inputdata, ligesom der også er usikkerheder i selve luftkvalitetsmodellerne,” siger Steen Solvang Jensen.

Han understreger, at formålet med kortlægningen således ikke er at forsøge at beregne antallet af overskridelser af NO?-grænseværdien langs statsvejnettet. Modelberegninger skal i stedet opfattes som et supplerende værktøj til en skønsmæssig vurdering af luftkvaliteten og vurdering af potentielle overskridelser på steder, hvor der ikke måles.

Vejdirektoratet har finansieret udviklingen og anvendelsen af OML-Highway, som er et GIS-baseret værktøj til beregning af luftkvalitet langs veje i åbent terræn. Vejdirektoratet har tidligere anvendt OML-Highway til VVM-vurderinger i forbindelse med undersøgelser af udvidelse af motorvejen omkring Odense, en 3. Limfjordsforbindelse med ny motorvej vest om Aalborg og en udbygning af rute 26 mellem Viborg og Aarhus.

I 2014 udgav Vejdirektoratet endvidere en vejledning i luftkvalitetsvurdering langs motorveje. Vejledningen bygger på de hidtidige erfaringer. I 2015 har Vejdirektoratet støttet udgivelsen af en brugermanual for OML-Highway.

Kontakt: Seniorforsker Steen Solvang Jensen, tlf. 8715 8573,mobil 3018 3127, ssj@envs.au.dk  
              DCE – Nationalt Center for Miljø og Energi
              Institut for Miljøvidenskab, Aarhus Universitet

Kortlægning af luftkvalitet langs motor- og landeveje i Danmark. Jensen, S.S., Im, U., Ketzel, M. Løfstrøm, P. & Brandt, J. 2015. Aarhus Universitet, DCE – Nationalt Center for Miljø og Energi, 41 s. - Videnskabelig rapport fra DCE - Nationalt Center for Miljø og Energi nr. 154

Sammenfatning  Summary  Hele rapporten i pdf-format (6,74 MB)