Aarhus Universitets segl

Kortlægning af følsomme områder langs Grønlands vestkyst fortsætter

Senest har forskerne gennemført undersøgelser i den nordligste del af Baffin Bugt og ved det isfrie havområde Nordvandet.

Det danske inspektionsskib Ejnar Mikkelsen i den nordlige del af Baffin Bugt Foto: Daniel Spelling Clausen
Det danske inspektionsskib Ejnar Mikkelsen i den nordlige del af Baffin Bugt Foto: Daniel Spelling Clausen

Forskere fra Grønlands Naturinstitut (GN) og DCE, Aarhus Universitet, har gennemført et togt i den nordlige del af Baffin Bugt i Nordvestgrønland med inspektionsskibet Ejnar Mikkelsen, der ydede logistik-støtte til undersøgelserne.

Et af målene med togtet var at identificere biologisk særligt vigtige områder, og den opnåede viden skal bl.a. indgå i udarbejdelsen af et operationelt atlas over områder i denne del af Baffin Bugt, der er særligt følsomme over for oliespild. Med færdiggørelsen af dette ’Oil Spill Sensitivity Atlas’ vil hele Grønlands vestkyst være atlas-dækket.

Et andet vigtigt formål med togtet var at kortlægge forekomst og udbredelse af havfugle og især af den lille alkefugl søkonge og af polarlomvi. Desuden foretog forskerne biologisk-oceanografiske undersøgelser for at kunne karakterisere vandmasserne i særligt vigtige fourageringsområder for havfuglene. Samtidig med skibstogtet var hold af forskere stationeret tæt ved nogle af de store fuglekolonier, hvor der blev gennemført forskellige adfærdsstudier og enkelte fugle blev udstyret med GPS-dataloggere. (mere om søkongerne: On the track of the little auk

Søkonger

Langs de grønlandske kyster af polyniet Nordvandet yngler mere end 80 procent af den globale søkonge-bestand, der vurderes til at være på over 30 millioner par. Foto: Anders Mosbech

”Der er flere grunde til forskernes store interesse for den nordlige del af Baffin Bugt,” fortæller seniorforsker Frank Farsø Rigét, DCE, Aarhus Universitet og fortsætter:

”Det store polynie, Nordvandet, ligger mellem Qaanaaq-området og Ellesmere Island og er et meget væsentligt biologisk område. Her er mere eller mindre isfrit om vinteren, og om foråret starter produktionen af plante- og dyreplankton meget tidligere end i de omkringliggende isdækkede områder og fortsætter relativt lang tid. Den tidlige start på primærproduktionen trækker store koncentrationer af havpattedyr og fugle til.”

I flere områder af Baffin Bugt er der udstedt olieefterforskningslicenser. Derfor er viden om havpattedyrenes og fuglenes forekomst og adfærd vigtig i GN’s og DCE’s rådgivning af Grønlands miljøstyrelse for råstofområdet med henblik på i størst muligt omfang at mindske eventuelle skader for dyrelivet som følge af olieefterforskning.

Baffin Bugt transektkort

Under togtet med Ejnar Mikkelsen sejlede forskerne langs transekter, som gik vinkelret ud fra kysten, ved de store kolonier. To observatører optalte løbende fugle og havpattedyr, som befandt sig i et bånd langs sejlretningen.  Langs transekterne var der udpeget en række stationer, typisk med 10 km’s mellemrum. På hver station måltes temperatur, saltholdighed, iltindhold og klorofylkoncentration ned gennem vandsøjlen. Ligeledes blev der målt klorofyl A, som er et mål for biomassen af planteplankton, i vandprøver fra forskellige vanddybder. Derudover blev et planktonnet trukket vertikalt op gennem vandmassen til bestemmelse af dyreplankton-biomassen.

”Med disse data håber vi at kunne få et nærmere indblik i relationerne mellem havfuglenes udbredelsesmønster og udbredelsen af især copepoder, små krebsdyr, som udgør en væsentlig bestanddel af søkongernes føde. Alle de indsamlede data og prøver er nu i hus, og i den kommende tid forestår en større bearbejdning, før de endelige konklusioner kan drages,” siger Frank Farsø Rigét.   

Forsker Ane Middelbo arbejder med indsamlede planktonprøver

Forsker Ane Middelbo arbejder med indsamlede planktonprøver. Foto: Janus Larsen

 

Læs også:
Sårbare havområder ved Grønland udpeget 
Oliespild største trussel fra skibstrafikken mod arter og økosystemer i Disko Bugt 

 

Kontakt: Seniorforsker Frank Farsø Rigét, tlf. 8715 8619, ffr@bios.au.dk 
             Seniorforsker Anders Mosbech, tlf. 87158686, amo@bios.au.dk
             DCE – Nationalt Center for Miljø og Energi
             Institut for Bioscience, Aarhus Universitet