Aarhus Universitets segl

Kort: Her er størst risiko for at påkøre hjorte

Trafikanter kan nu på såkaldte risikokort se de vejstrækninger i landet med størst risiko for at påkøre et større, vildt dyr.

risikokort
Eksempel på risikokort, der viser den enkelte bilists risiko for at kollidere med et rådyr på 100m-vejstrækninger omkring Filskov i Jylland. De stærkest farvede cirkler angiver den højeste risiko på strækningerne.

Ti års registreringer af over 33.000 påkørte større, vilde dyr - hyppigst rådyr - med efterfølgende omfattende analyse af påkørselsforholdene har dannet grundlag for kortene, der offentliggøres i ny rapport fra DCE – Nationalt Center for Miljø og Energi, Aarhus Universitet.

I samarbejde med Naturstyrelsen og dens Schweiss-register er der i årene 2003 til udgangen af 2012 i alt registreret 33.605 påkørte større, vilde dyr: 29.695 rådyr, 1.140 krondyr, 1.444 dådyr, 141 sikahjorte, 590 ræve og 595 andre dyr. Næsten ni ud af ti registrerede påkørte dyr er således rådyr.

Mønstret i antallet af påkørte rådyr, krondyr og dådyr fordelt på køn og alder er forskelligt arterne imellem. For rådyrets vedkommende påkøres der dobbelt så mange hunner som hanner, og denne forskel ses i alle årets måneder bortset fra maj. For krondyr og dådyr er registreret flere påkørsler af hanner i de fleste af årets måneder. For de tre arter er det først og fremmest voksne dyr – ca. to ud af tre - der påkøres af motorkøretøjer.

Set over hele året og fordelt på sæsoner sker de fleste påkørsler mellem kl. 5 og 8 og mellem kl. 17 og 23 med markant flere kollisioner på motortrafikveje og større veje. Kollisionshyppigheden øges derudover ved passage af længere skovområder, ligesom der ved fuldmåne sker ca. 12 procent flere påkørsler af rådyr end ved nymåne.

Stigning i antal påkørsler

Tallene dækker ifølge rapporten ”Påkørte større vilde dyr i Danmark 2003-2012” over en jævn stigning i antallet af registrerede påkørte dyr i de seneste år. I årene 2003-2007 blev der årligt registreret 2.800-2.900 individer, mens der fra 2008 år for år er sket en jævn stigning i det registrerede antal påkørte dyr til 4.314 i 2012.

Seniorrådgiver Morten Elmeros, der er hovedforfatter til rapporten, siger, at det øgede antal registreringer i 2008-2012 ikke umiddelbart kan forklares med en større trafikintensitet eller ekstraordinære indsamlinger af data for påkørsler.

”Stigningen indikerer formentlig, at bestandene af de forskellige hjortearter er øget,” siger Morten Elmeros, der videre fortæller, at analyserne af datamaterialet viser markante stigninger i antallet af påkørsler i perioderne sidst i april til først i maj og gennem det meste af september og oktober måneder, mens der ikke ses nogen effekter af overgangen mellem sommertid og ’vintertid’.

Rapporten nævner muligheden for at udvikle risikokortene digitalt som et tilføjelsesprogram (app) til GPS’er og smartphones, der kan advare bilister, når de kommer til vejstrækninger med stor kollisionsrisiko.   

Kontakt: Seniorrådgiver Morten Elmeros, tlf. 8715 8916, elm@dmu.dk
               DCE – Nationalt Center for Miljø og Energi
               Institut for Bioscience, Aarhus Universitet

Påkørte større vilde dyr i Danmark 2003-2012. Elmeros, M., Andersen, P.N., Sunde, P. Haugaard, L., Skov, F. & Madsen, A.B. 2014. Aarhus Universitet, DCE – Nationalt Center for Miljø og Energi, 82 s. - Videnskabelig rapport fra DCE - Nationalt Center for Miljø og Energi nr. 91

Sammenfatning  Summary Hele rapporten