Aarhus Universitets segl

Havvindmølleparken Rødsand II uden målbar effekt på marsvin

Flerårige undersøgelser før og under driften af havvindmølleparken Rødsand 2 ud for Lolland indikerer, at parken og støj fra den ingen større påvirkning har på marsvins færden i farvandet omkring den.

Rødsand 2 har ikke i målbart omfang påvirket marsvinenes adfærd. Foto: Jonas Teilmann

I den ældre, nærliggende Nysted Havmøllepark var effekten kraftig, men nu er dyrene i stigende omfang ved at vende tilbage, viser rapporten ”Effects on Harbour Porpoises From Rødsand 2 Off-shore Wind Farm” fra DCE – Nationalt Center for Miljø og Energi, Aarhus Universitet.

Undersøgelserne af Rødsand 2’s mulige påvirkning af marsvin under anlæg og drift af parken er bestilt af dens bygherre E.ON Vind Sverige. Rødsand 2 blev indviet i oktober 2010 og består af 90 vindkraftværker opstillet i fem rækker over et 34 km² stort område.

Over 1.824 dage i årene 2008 til 2012 har forskerne ved hjælp af såkaldte akustiske dataloggere optaget marsvinenes særlige højfrekvente lyde. Marsvinene bruger disse lyde til at ekkolokalisere byttedyr og i deres navigation, dvs. de beregner nære og fjerne afstande ved hjælp af tilbagekastede ekkoer, når disse rammer f.eks. fisk eller faste strukturer. Ekkolokaliseringen er marsvins vigtigste måde at identificere objekter på længere afstand, da synet kun rækker få meter i de danske farvande.

Samtidig med optagelserne af marsvinenes lyde er også undervands- og baggrundstøjniveauet i farvandet fra Gedser til Rødby blevet registreret. Farvandet rummer udover en del passerende skibe også færgeruterne mellem Rødby/Puttgarden og Gedser/Rostock i Tyskland.

Optagelserne har givet forskerne indblik i forekomsten af marsvin og deres opholdstid i farvandet omkring og inde i Rødsand 2 før anlægget af parken og under driften af parken.

Seniorforsker Jonas Teilmann fortæller, at analyser af de optagne marsvinelyde viser, at der ingen overordnet forskel var mellem forekomsten af marsvin fra før byggeriet af parken indledtes til den var i drift.

”Vi har heller ikke fundet signifikante ændringer i støjniveauet inden for det frekvensområde, som er hørbart for marsvin. Det kan skyldes, at støjniveauet i farvandet generelt er højt og dermed maskerer støjen fra havvindmøllerne”, siger Jonas Teilmann.

Færre marsvin ved ældre park

Hvor Rødsand 2 således ikke i målbart omfang har påvirket marsvinenes adfærd, så viste undersøgelserne, at der fortsat detekteres meget færre marsvin ved den nærliggende, ældre Nysted Havmøllepark sammenlignet med undersøgelser, der blev foretaget i 2001-2002 før denne parks opførelse.

”Vi kan dog se, at den kraftige negative effekt på marsvinene under og efter byggeriet af Nysted Havmøllepark langsomt tager af og dyrene er i stigende grad vendt tilbage til området igennem de sidste 10 år, muligvis fordi de er ved at vænne sig til parken, eller fordi fødegrundlaget er blevet bedre” siger Jonas Teilmann.

Rødsand 2 og Nysted Havmøllepark ligger groft sagt klods op af hinanden, men forskerne har ikke registreret kumulative effekter af de to parker. De kan ikke umiddelbart forklare hvorfor, marsvinene synes mere skræmte af den ældre fremfor den nyere park.

”Man kan f.eks. spekulere i, at Nysted Havmøllepark har en barriereeffekt på marsvin, der svømmer langs kysten fra øst til vest, og at de marsvin, der svømmer uden om Nysted også svømmer uden om Rødsand 2-området, eller at vores mere begrænsede datasæt fra Rødsand 2 ikke fortæller hele historien, men det forbliver alene spekulation,” siger Jonas Teilmann.

Det er første gang – også internationalt  - at effekten af to nærliggende havvindmølleparker bliver undersøgt, men yderligere undersøgelser er afgørende for at forstå marsvinenes adfærd inde mellem de enkelte møller og omkring parkerne, understreger Jonas Teilmann.

Kontakt: Seniorforsker Jonas Teilmann, tlf. 8715 8494, jte@dmu.dk
              DCE – Nationalt Center for Miljø og Energi
              Institut for Bioscience, Aarhus Universitet

Effects on Harbour Porpoises from Rødsand 2 Off-shore Wind Farm. Teilmann, J., Tougaard, J. & Carstensen J. 2012. Aarhus University, DCE – Danish Centre for Environment and Energy, 66 pp.

Summary Sammenfatning Full report in PDF format (4,5 MB)

Forskningsartikel i Environmental Research Letters (open access):

Negative long term effects on harbour porpoises from a large scale offshore wind farm in the Baltic—evidence of slow recovery. Jonas Teilmann and Jacob Carstensen.