Aarhus Universitets segl

Gråsæler trækker mod danske Østersø-kyster

Antallet af gråsæler ved danske Østersø-kyster som Ertholmene (Christiansø) nord for Bornholm og ved Rødsand på Falster er de seneste ti år steget jævnt – ved Rødsand dog i mindre omfang. Endnu er der kun observeret få ynglende gråsæler i områderne, og de fleste ”danske” Østersø-gråsæler er besøgende fra den nordlige del af havområdet.

Gråsæler og spættede sæler på Rødsand ved Gedser på Falster. Her har forskerne fra 2003 årligt observeret levende gråsælunger, og i 2011 registrerede de tre gråsæl-fødsler. Disse og andre observationer viser, at gråsælerne – Danmarks største rovdyr- igen yngler her efter omkring 100 års pause. Foto: Anders Galatius

Siden 2011 er gråsæl i Danmarks del af Østersøen – og i Vadehavet - talt op fra fly i dyrets yngle- og fældeperiode som en del af det nationale overvågningsprogram for vandmiljøet og naturen, NOVANA.

Efter hundrede års fravær fra danske farvande først og fremmest på grund af bortskydning omkring år 1900 er gråsælen i løbet af de seneste ti år genindvandret og forekommer nu regelmæssigt på lokaliteter i Østersøen, i Vadehavet og i Kattegat.

Ved DCE - Nationalt Center for Miljø og Energi, Aarhus Universitet, der står for overvågning og optælling af gråsælerne, forklarer seniorforsker Jonas Teilmann stigningen i antallet af gråsæler i såvel den sydlige Østersø som i Vadehavet med indvandring fra dels den nordlige del af Østersøen, dels fra den tysk-hollandske del af Vadehavet.

”Vi formoder, at der for Østersøen er tale om, at fødegrundlaget med stigningen i torskebestandene er blevet bedre for gråsælerne – også i den danske del af havet. Der kan desuden være tale om, at bestanden i den nordlige af Østersøen har vokset sig så stor, at dyrene faktisk mangler plads og føde og derfor i stigende omfang rykker sydover,” siger Jonas Teilmann.

Udviklingen siden 2000

Teilmann og hans forskerkollega ved DCE, Anders Galatius, har sammen med svenske kolleger set på udviklingen i antallet af gråsæl siden år 2000 på dyrenes foretrukne hvile- og ynglepladser i den vestlige del af Østersøen. Udover de to danske lokaliteter, Rødsand og Christiansø, er der tale om to lokaliteter ved den sydsvenske kyst, Måkläppen ud for Trelleborg og Utklippan ud for Karlskrona.

 Gråsæl-lokaliteter og udvikling i antal

Antallet af gråsæler talt på de fire vigtigste lokaliteter i den sydlige Østersø i fældesæsonen i maj fra 2000 til 2011.

Ved de to svenske lokaliteter begyndte antallet af gråsæler for alvor at stige i 2005 og 2006, mens antallet af dyr ved Christiansø for alvor tog fart i 2010 og 2011. De seneste optællinger viste for Ertholmene (Christiansø) omkring 250 individer på land, medens der for de svenske lokaliteter blev talt henholdsvis 400 og 500 dyr på land.

For bestanden af gråsæl i hele Østersøen viste en optælling i 2011 knap 24.000 dyr, hvoraf kun knap 1.400 blev talt i den sydlige del af havområdet (syd for 58 grader nordlige bredde).

 

Kontakt: Seniorforsker Jonas Teilmann, tlf. 8715 8494, jte@dmu.dk
              DCE – Nationalt Center for Miljø og Energi
              Institut for Bioscience, Aarhus Universitet

              Forsker Anders Galatius, tlf. 2871 0372, agj@dmu.dk
              DCE – Nationalt Center for Miljø og Energi
              Institut for Bioscience, Aarhus Universitet

Marine områder 2011. NOVANA. Hansen, J.W. (red.) 2012. Aarhus Universitet, DCE – Nationalt Center for Miljø og Energi, 154 s. - Videnskabelig rapport fra DCE - Nationalt Center for Miljø og Energi nr. 34.
Sammenfatning | Summary | Hele rapporten i pdf-format (11,5 MB)