Aarhus Universitets segl

Få inspiration og ny viden på korte efteruddannelseskurser i biologi

Mangler du viden om nyeste forskning og konkrete værktøjer i dit arbejde? Forskere ved Aarhus Universitet tilbyder forskningsbaseret efterdannelse inden for en række relevante emner, der dækker natur og miljø.

Institut for Bioscience, Aarhus Universitet, udbyder en række kortere kurser for undervisere i biologi, naturforvaltere, konsulenter og andre, der arbejder inden for miljørådgivning og offentlig forvaltning. På kurserne får deltagerne ny forskningsbaseret viden, nye kompetencer og praktisk erfaring med metoder, som kan anvendes direkte i arbejdet.

Du får del i den nyeste forskning, og du får mulighed for at komme tilbage til laboratoriet eller i felten. Med i alt tretten kurser på programmet i 2016 spænder emnerne bredt.  Eksperter i marin økologi underviser i emner som undervandsstøj i havmiljøet, marin fauna, biologisk effektovervågning og havets planter. Eller du kan tilmelde dig et intensivt forløb om risikovurdering af miljøfremmede stoffer, lære om bananfluers genetik i praksis eller om myrer og bananfluer som bæredygtig fødekilde. Du kan også lære om søer og vandløb, energistofskifte, adaptiv naturforvaltning og genetik i naturforvaltningen. Ja, mulighederne er mange og spændende på kurserne, der udbydes løbende gennem 2016.

Læs mere og tilmeld dig her: http://bios.au.dk/efteruddannelse/