Aarhus Universitets segl

Europæisk mandtal på ynglende skarver

Foreløbig har 23 europæiske lande bidraget med detaljerede beskrivelser af status for deres ynglende skarv-bestande til den første afrapportering fra projektet ’Cormorant counts in the Western Palearctic’. Resultaterne offentliggøres nu i rapportform i regi af DCE – Nationalt Center for Miljø og Energi, Aarhus Universitet.

Skarvkoloni, Axios, Grækenland
En skarvkoloni i Grækenland. Her yngler skarverne i en blandet koloni med dværgskarv (de små skarver) og skestork.

Yderligere en rapport offentliggøres i 2013 med endnu et antal nationale opgørelser og en samlet beskrivelse af den europæiske udvikling i antal og fordeling af ynglende skarver i Europa.

Projektet er gennemført i et samarbejde mellem projektet CorMan, IUCN/Wetlands International Cormorant Research Group og relevante nationale organisationer. CorMan-projektet udføres for EU-Kommissionen og ledes af DCE, Aarhus Universitet i samarbejde med det engelske Centre for Ecology and Hydrology.

Baggrunden for EU-Kommissionens projekt og den nødvendige opdatering af videngrundlaget om skarvantal og -fordeling i Europa er skader og konflikter i forhold til fiskeri, akvakultur og lystfiskeri, som et voksende antal skarver er årsag til. Optællingerne indgår således som et væsentligt grundlag for tilrettelæggelse af den fremtidige forvaltning og konfliktløsning lokalt, nationalt såvel som på EU-niveau.

Resultaterne, der præsenteres i rapporten, er baseret på redetællinger i 755 ynglekolonier. For alle lande, undtagen Island, har man optalt fugle hørende til underarten Phalacrocorax carbo sinensis. De islandske skarver hører til underarten P. c. carbo, som især yngler ved klippekyster i Storbritannien og Norge.

I rapporten giver hvert land en beskrivelse af størrelsen af den samlede ynglebestand og præsenterer oversigter over antallet af kolonier, deres størrelse og udbredelse i landet. Desuden beskrives det nuværende omfang af menneskelige indgreb i kolonierne.

Kort over bidragende europæiske lande i skarv-undersøgelse

Oversigt over bidragende lande til optællingen af reder i ynglekolonier.

De lande, som præsenterer en status fra ynglesæsonen 2012 i rapporten, havde følgende antal ynglende skarver og kolonier (nævnt i rækkefølge efter antal reder med ynglepar):
Sverige – 40.598 reder i 169 kolonier
Danmark – 27.237 reder i 64 kolonier
Polen – 26.600 reder i 54 kolonier
Tyskland - 22.550 i 150 kolonier
Finland - 17.208 reder i 40 kolonier
Estland - 13.000 reder i 18 kolonier
Grækenland – 6.978 reder i 18 kolonier
Island – 4.772 reder i 49 kolonier
Den russiske del af Finske bugten – 4.605 reder i 7 kolonier
Italien – 3.914 reder i 48 kolonier
Hviderusland – 3.250 reder i 20 kolonier
Litauen – 3.200 reder i 6 kolonier
Letland -3.106 reder i 9 kolonier
Bulgarien – 2.775 reder i 15 kolonier
Norge (kun underarten P. c. sinensis) – 2.500 reder i 14 kolonier
Serbien – 2.000 reder i 15 kolonier
Spanien – 1.605 reder i 21 kolonier
Belgien – 1.584 reder i 28 kolonier
Kroatien – 1.331 reder i 2 kolonier
Montenegro – 1.156 reder i 1 koloni
Schweiz – 1.037 reder i 13 kolonier
Bosnien-Hercegovina - 154 reder i to kolonier
Østrig - 65 reder in 3 kolonier.
Ingen skarver ynglede i Portugal, Luxembourg og Slovenien i 2012.

Den næste rapport vil give et overblik over resultaterne og diskutere nogle af de frem- og tilbagegange, der har fundet sted, siden den sidste paneuropæiske optælling af skarvkolonier, som fandt sted i 2006. Den næste rapport vil også indeholde præsentationer fra lande, som ikke er med i den første rapport og/eller hvor optællingen måtte udskydes til 2013.

Kontakt: Seniorforsker Thomas Bregnballe, tlf. 8715 9017, tb@dmu.dk
               DCE – Nationalt Center for Miljø og Energi
               Institut for Bioscience, Aarhus Universitet

National reports from the 2012 breeding census of Great Cormorants Phalacrocorax carbo in parts of the Western Palearctic. IUCN-Wetlands International Cormorant Research Group Report. Bregnballe, T., Lynch, J., Parz-Gollner, R., Marion, L., Volponi, S., Paquet, J-Y. & van Eerden, M.R. (eds.). 2013. Aarhus University, DCE – Danish Centre for Environment and Energy, 106 pp. Technical Report from DCE – Danish Centre for Environment and Energy No. 22.  

Summary Full report in PDF format (25 MB)