Aarhus Universitets segl

Effekten af indsatsen for at reducere kvælstofudvaskning fra landbruget

Ny rapport beskriver udviklingen i kvælstofudvaskning og næringsstofoverskud fra dansk landbrug for perioden 2007-2011. Endvidere evalueres den opnåede og fremtidige effekt af de anvendte virkemidler.

Kornmarker
Udvaskningen af kvælstof fra landbruget er nogenlunde status quo men N-overskuddet er faldet. Foto: Kirsten Bang

I 2009 indgik Folketinget en aftale om ”Grøn Vækst”. Aftalen har bl.a. til formål at sikre, at Danmark lever op til sine forpligtigelser i EU's Vandrammedirektiv og Nitratdirektiv, ligesom aftalen følger op på vandmiljøplanerne.

Grøn Vækst-aftalen indeholder bl.a. en målsætning om at reducere landbrugets udledning af kvælstof til havet med 19.000 ton om året frem mod 2015. I aftalen blev der skitseret virkemidler, der kunne reducere udledningen med 9.000 ton årligt, mens de resterende 10.000 ton skulle nås via udvikling af et system med omsættelige kvoter.

NaturErhvervstyrelsen og Miljøstyrelsen har bedt forskere ved DCA – Nationalt Center for Fødevarer og Jordbrug samt DCE – Nationalt Center for Miljø og Energi om at evaluere effekten af kvælstofvirkemidler på udvaskningen fra rodzonen i perioden 2007 - 2011. Desuden blev DCA/DCE bedt om at lave et estimat af effekten af virkemidler indført i perioden 2012-2015. Resultaterne er samlet i en ny rapport, som er en opfølgning på midtvejsevalueringen fra 2008 af Vandmiljøplan III, hvor effekten af de iværksatte indsatser blev evalueret for perioden 2004-2007.   

"Det overordnede resultat af evalueringen er, at den beregnede kvælstofudvaskning ikke har ændret sig væsentligt i perioden 2007 - 2011," siger seniorforsker Christen Duus Børgesen, som har koordineret arbejdet.

Ændringer i arealanvendelse

Resultatet kommer efter at der er sket en række ændringer i arealanvendelsen, som har trukket i forskellige retninger. En betydelig ændring er, at 133.000 ha brak – ofte lettere jorde – er blevet opdyrket med øget risiko for kvælstofudvaskning til følge. På den anden side er der i perioden 2007 – 2011 kommet skærpede krav om dyrkning af efterafgrøder; ligesom der er indført andre virkemidler. Disse tiltag reducerer kvælstofudvaskningen og har dermed bidraget til det ”uafgjorte” resultat for perioden 2007 - 2011.

Det overordnede resultat af evalueringen er således, at den modelberegnede kvælstofudvaskning ikke har ændret sig i perioden 2007-2011. Til gengæld er landbrugets kvælstofoverskud faldet med ca. 30.000 ton kvælstof. Kvælstofoverskuddet er forenklet sagt forskellen mellem det kvælstof, som tilføres landbruget i form af gødning m.m., og det kvælstof som fraføres landbruget i form af afgrøder og produkter.

Årsagen til at udvaskningen er nogenlunde status quo, mens overskuddet er faldet, er bl.a. nogle år med høje høstudbytter (2008-2009). De aktuelle udbytter påvirker udviklingen i kvælstofbalancen, mens udbytteændringer ikke påvirker udvaskningsberegningen, idet udbytteniveauet i modelberegningerne er antaget at være lig med gennemsnitsudbyttet for perioden 2007-2011.

Forskerne bag evalueringen har endvidere gennemgået de virkemidler, som indføres i perioden 2012 – 2015, og vurderet effekten af de indførte og påtænkte virkemidler på landbrugets kvælstoftab..

"Vurderingen er, at virkemidlerne vil reducere kvælstoftabet fra rodzonen med yderligere ca. 6.500-8.600 ton kvælstof årligt," siger Christen Duus Børgesen. Hertil kommer effekten af vådområder på ca. 1.300 ton kvælstof.

Kontakt:

Seniorforsker Christen Duus Børgesen, Institut for Agroøkologi, DCA – Nationalt Center for Fødevarer og Jordbrug, Aarhus Universitet, e-mail: christen.borgesen@agrsci.dk, telefon: 8715 7745, mobil: 2169 4138
eller

Chefkonsulent Poul Nordemann Jensen, DCE – Nationalt Center for Miljø og Energi, Aarhus Universitet, e-mail:pnj@dmu.dk, telefon: 8715 8793

 

___________________________________________________________________________________

DCA rapport nr. 31

Udviklingen i kvælstofudvaskning og næringsstofoverskud fra dansk landbrug for perioden 2007-2011

Evaluering af implementerede virkemidler til reduktion af kvælstofudvaskning samt en fremskrivning af planlagte virkemidlers effekt frem til 2015

Redaktion: Christen Duus Børgesen1), Poul Nordemann Jensen2), Gitte Blicher-Mathiesen2) og Kirsten Schelde1),

med bidrag fra Christen Duus Børgesen1), Gitte Blicher-Mathiesen2), Kirsten Schelde1), Poul Nordemann Jensen2), Ruth Grant2), Finn Pilgaard Vinther1), Ingrid Kaag Thomsen1), Elly Møller Hansen1), Inge T. Kristensen1), Peter Sørensen1) og Hanne Damgaard Poulsen1)

1) DCA – Nationalt Center for Fødevarer og Jordbrug, Aarhus Universitet
2) DCE – Nationalt Center for Miljø og Energi, Aarhus Universitet

Rapporten