Aarhus Universitets segl

Bevilling til forskning i "intelligente" randzoner

Professor Brian Kronvang, Aarhus Universitet, har modtaget 15 mill. kroner af Det Strategiske Forskningsråd til forskningsprojektet BUFFERTECH, der skal sikre en bedre forståelse for og udnyttelse af randzoners multi-funktionelle værdi for miljøet og samfundet.

vandløb

Det Strategiske Forskningsråd skriver om bevillingen:

"Randzoner omkring vandløb og søer er et vigtigt miljøinstrument, men der mangler forskning i, hvordan de designes og vedligeholdes optimalt. Det tværdisciplinære samarbejde i projektet vil gøre op med dette og forske i randzoners mange potentialer inden for produktion af biomasse til foder og energi, øget biodiversitet, tilbageholdelse af fosfor og omsætning af kvælstof, binding af CO? samt som "intelligent" buffer for drænvand fra marker til øget kvælstofomsætning, fosfortilbageholdelse og som værn mod oversvømmelse.

Endelig undersøges også randzoners evner til at skygge vandløb og forbedre vandløbs habitatforhold.

Det stærke forskningssamarbejde involverer tre danske universiteter (Aarhus, København, Syddansk) samt to internationale universitetspartnere fra Belgien og Skotland.

Projektet vil arbejde med to randzone-observatorier og inddrager virksomhederne Orbicon og Arwos samt de lokale landboforeninger i Sønderjylland og Vestjylland og Videncentret for Landbrug bl.a. for at sikre lokal forankring og brugerinddragelse i projektet."

Resumé af bevillingen:

BUFFERTECH - Optimization of Ecosystem Services Provided by Buffer Strips Using Novel Technological Methods
Dansk titel: BUFFERTECH - Optimering af økosystem-tjenesteydelser fra randzoner ved hjælp af nye teknologiske metoder (1305-00017B)
Bevillingsmodtager: Knud Brian Kronvang
E-mail: bkr@dmu.dk
Bevilget beløb: 14,9 mio. kr.
Samlet budget: 21,3 mio. kr.
Bevillingsperiode: 2014-2018
Forskeruddannelse: 2 ph.d.er og 6 postdocs
Partnere: AU, KU, SDU, Knowledge Centre for Agriculture, The James Hutton Institute, Sønderjysk Landboforening, Vestjysk Landboforening, DanGrønt DLG, ARWOS, Université Catholique de Louvain (Belgium), Orbicon A/S

Forskning i hvordan 'intelligente' randzoner langs vandløb skal designes og vedligeholdes i tid og rum for at deres økosystemtjenester udnyttes optimalt er mangelfuld. Der mangler en stærk tværdisciplinær forskning i randzoners potentiale for: 1) Grøn produktion af biomasse til foder,energi og genbrug af fosfor. 2) Øget biodiversitet ved forskellige plejeforanstaltninger med inddragelse af det tidslige aspekt. 3) Fytoremediering af især fosfor ved en målretning af plantesamfund og høst. 4) Optag, omsætning og tilbageholdelse af kulstof og kvælstofforbindelser. 5) Tilbageholdelse og optag af fosforforbindelser. 6) Buffer for drænvand til reduktion af oversvømmelser ved ændret klima. 7) Beskygning og stabilisering af vandløb som tilpasning til et ændret klima. 8) Samfundsmæssig værdi af rekreativ adgang. 9) Omkostnings-effektivitet af forskelligt udlagte randzoner. Forskningsgruppen bag BUFFERTECH projektet vil gennemføre State-of-the-Art forskning med en stærk tvær-disciplinær forskningstilgang. Vi vil inddrage nye teknologier til maksimering af randzoners økosystemtjenester og vil udvikle et beslutningsstøttesystem til beskrivelse af de multi-funktionelle effekter af randzoner, samt deres omkostningseffektivitet. BUFFERTECH vil teste og opskalere beslutningsstøttesystemet i to randzone observatorier under inddragelse af de lokale interesser. BUFFERTECH har indlejret 2 PhDer og 6 Post Docs i projektet og har et samarbejde med 6 virksomheder og 2 stærke internationale partnere.

Det Strategiske Forskningsråd, Programkomiteen for Bæredygtig Energi og Miljø