Aarhus Universitets segl

Arktisk forskning og overvågning for en halv milliard kroner

Det arktiske forsknings- og overvågningsprogram Greenland Ecosystem Monitoring (GEM), der koordineres af Aarhus Universitet, enten samarbejder med eller er formelt involveret i projekter og initiativer i Arktis for en halv milliard kroner frem til 2016. DCE offentliggør GEM's arbejdsprogram.

Observation af hvalros. Foto: Thomas Juul-Pedersen

Det arktiske forsknings- og overvågningsprogram Greenland Ecosystem Monitoring (GEM), der koordineres af Aarhus Universitet, enten samarbejder med eller er formelt involveret i projekter og initiativer i Arktis for en halv milliard kroner frem til 2016. Det fremgår af arbejds- og strategiprogrammet 2011-2015 for (GEM), der offentliggøres af DCE - Nationalt Center for Miljø og Energi, Aarhus Universitet.

EU, Canada, Grønland, Danmark og de øvrige nordiske lande finansierer de mange projekter og investeringer, hvor GEM er involveret. Projekterne omfatter forskning i og overvågning af miljøet og naturen i Arktis, herunder klimaændringernes effekter på de arktiske økosystemer.

GEM fokuserer på Grønland med forskningsstationerne i Zackenberg i højarktiske Nordøstgrønland og ved Kobbefjord ved Nuuk i lavarktiske Sydvestgrønland. Aktiviteterne har alene for perioden 2012-2015 et forsknings- og overvågningsbudget på knap 65 mio. kr. til sine fem programmer: KlimaBasis, GeoBasis, BioBasis, MarinBasis og GlacioBasis. Det er Energistyrelsen og Miljøstyrelsen, der med godt 61 mio. kr. finansierer langt hovedparten af GEM’s aktiviteter, som forskerne ved Aarhus Universitet samarbejder om med Københavns Universitet, De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland (GEUS) og i Grønland med Grønlands Naturinstitut og Asiaq (Grønlands pendant til GEUS).

Videnskabelig koordinator i GEM, seniorrådgiver Morten Rasch, forklarer den ikke blot danske, men internationale stærkt øgede interesse for at forske i og overvåge Arktis med områdets store betydning i relation til klimaændringer samt regionens voksende geopolitiske betydning i en global sammenhæng; især som følge af de effekter - herunder bortsmeltning af havis, optøning af tundra med permafrost og afsmeltning af gletsjere og indlandsis - som klimaændringerne har.

”Vi ser for eksempel, at canadierne alene frem til 2016 investerer 165 millioner kroner i at opbygge en arktisk forskningsstation i verdensklasse, ligesom en række andre lande investerer i at øge deres viden om Arktis.  På natur- og miljøområdet har GEM-programmet med systematisk registrering siden 1995 af plante- og dyrelivet ved Zackenberg unikke dataserier at arbejde med, og det faktum bidrager til at øge mange andre forskningsstationers interesse i samarbejde og udveksle data og viden med os,” siger Morten Rasch.

I sit arbejds- og strategiprogram opstiller GEM fem forsknings- og overvågningsmål, herunder at styrke den videnskabelige forståelse af de arktiske økosystemers funktioner og strukturer i et skiftende klima og at bidrage til en koordineret og integreret indsamling og analyse af data for effekterne af klimaændringerne på tværs af Arktis.

”Vi vil i endnu større omfang tage del i og samarbejde med internationale forskningsprojekter og tage initiativer til at etablere internationale netværk og forskningsprogrammer, der fokuserer på klimaændringernes effekter på de arktiske økosystemer,” siger Morten Rasch.

Kontakt: Seniorrådgiver Morten Rasch, tlf. 8715 8676, mras@dmu.dk
DCE – Nationalt Center for Miljø og Energi
Institut for Bioscience, Aarhus Universitet

Greenland Ecosystem Monitoring Strategy and Working Programme 2011-15. Rasch, M., Schmidt, N.M. and Juul-Pedersen, T. (eds.) (2012).  DCE – Danish Centre for Environment and Energy, Aarhus University. 82 pp.
Working Programme in pdf-format (MB)

10 års undersøgelser ved Zackenberg

Forskningsstation Zackenberg

Forskningsstation Nuuk